Læs hjemløsestrategien, som beskriver, hvordan vi arbejder med lighed og værdighed for alle borgere i kommunen.

Forord

I Vejle Kommune betragter vi hjemløshed som en fælles udfordring, hvor løsningerne skal findes i et stærkt tværgående samarbejde. For det er kun ved at arbejde sammen, at vi kan indfri vores ambitioner om, at færre borgere i Vejle Kommune ikke har nogen bolig.

Antallet af borgere i hjemløshed har de sidste 5-8 år ligget på et stabilt niveau i Vejle Kommune. Samtidig har vi oplevet en stigning i antallet af unge mennesker, som ikke har nogen bolig. Det er mennesker, som, udover at de ikke har et sted at bo, også kan have sociale, psykiske eller fysiske udfordringer i kombination med misbrugsproblematikker. Det har konsekvenser for deres livskvalitet og deres muligheder for at bidrage til og være en del af samfundet.

Dén kurve vil vi knække. For at lykkes med det, vil vi arbejde på at støtte alle, der er i risiko for hjemløshed, i at blive boende i egen bolig, samtidig med at vi vil arbejde på at støtte alle borgere, der ikke har et sted at bo, i at finde en fast bolig og få hverdagen til at fungere. Forudsat at de selv ønsker dét.

Med denne strategi tør vi sætte barren endnu højere, så vi kan skabe rammerne for et godt og meningsfuldt liv for alle og de bedst mulige forudsætninger for, at alle kan bidrage til samfundet. Tværfaglige løsninger og støtte, som tager udgangspunkt i borgernes forskellige udfordringer og drømme og ønsker for fremtiden, virker. Det ved vi både fra andres og egne erfaringer, og det skal vi derfor gøre mere af.

Sammen vil vi vise, hvordan vi på tværs af politik- og fagområder vil arbejde med at forebygge og afhjælpe hjemløshed.

Lone Myrhøj, formand for Voksenudvalg
Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg
Martin Sikær, formand for Børne- og Familieudvalget
Rune Bønnelykke, formand for Arbejdsmarkedsudvalget

Hvad vil det sige at være hjemløs?

Ifølge ’Den nationale kortlægning af hjemløshed i Danmark 2022’ er en hjemløs

en person, som ikke disponerer over egen (ejet eller lejet) bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige boalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte. Personer uden et op holdssted den kommende nat regnes også som hjemløse.

Det kan også være personer, som af den ene eller anden årsag ikke kan være i sin bolig.

Det kan for eksempel være, fordi de har en psykisk sygdom eller noget andet, der gør, at de ikke kan holde ud at være i boligen.

Det er dog ikke alle, som betragter sig selv som værende hjemløse eller i risiko for at blive det, og der er også en stor udskiftning i gruppen af borgere i hjemløshed. De fleste er uden bolig i en kortere periode på under to år, mens ca. en tredjedel er uden bolig i længere tid. Nogle er uden bolig i flere perioder i deres liv.

Alle, der er i hjemløshed eller i risiko for at komme det, har en unik historie, men der er en række forhold, der går igen.

Det ved vi om borgere i hjemløshed

  • Størstedelen er mænd (nationalt 77 %)
  • Over hver tredje (35 %) er under 30 år
  • 73 % har en misbrugsudfordring
  • 61 % har fået konstateret en psykisk sygdom
  • 33 % har en kendt fysisk sygdom
  • 72 % modtager kontanthjælp
  • 3 % har et job
  • Få modtager SU (nationalt 2 %)
  • De fleste bor hos familie og venner, især de unge
  • Det er ofte borgere over 30 år, som overnatter på herberg
  • 70 % har været i hjemløshed i under ét år

Hjemløsestrategien 2019-2022

I februar 2018 godkendte Byrådet Hjemløsestrategien 2019-2022. Med den blev mange konkrete handlinger sat i gang for at afhjælpe hjemløshed. For eksempel natvarmestuen, Åhusene og et projekt med Housing First-tilgangen for unge i hjemløshed.

Den nye hjemløsestrategi står på skuldrene af denne strategi ved at bygge videre på de erfaringer, vi har gjort os, og ved at vælge fem strategiske områder ud, som vi vil have mere fokus på fremadrettet.

Ny hjemløsestrategi

Hjemløsestrategien 2023-2028 er udarbejdet med input fra forskellige aktører med interesse i og tilknytning til området, herunder medlemmer af de fire politiske udvalg, medarbejdere fra de forskellige forvaltninger, repræsentanter fra værestederne og medlemmer i Udsatterådet og Borger- og Netværksrådet.

Den er målrettet borgere i alle aldre i Vejle Kommune, som enten er hjemløse eller i risiko for at blive hjemløse. Hjemløsestrategien 2023-2028 blev godkendt i Byrådet i maj 2023. Bagefter skal strategien udmøntes til konkrete handlinger og projekter.

Det betyder, at strategien udbygges løbende på de tomme sider bagerst i strategien og følges op på på tværs af politiske udvalg.

Strategiske fokusområder

Vi har valgt fem strategiske fokusområder, som skal sætte retningen for arbejdet med at forebygge og afhjælpe hjemløshed.

  • Forebyggelse og overgange - til at komme videre i livet
  • Boliger - til at danne rammen om det gode liv
  • Fleksibel støtte - til at få hverdagen til at fungere
  • Job, uddannelse og fællesskaber - til kernen i det gode liv
  • Samarbejde og koordinering - fælles om fremtiden

Fokusområderne dækker alle hjemløshedens faser. Det vil sige fra forebyggelse af hjemløshed både for borgere i risiko for hjemløshed til at støtte borgerne i at fastholde en bolig.

Målet er, at

  • færre bliver hjemløse
  • flere bliver mere aktive og kompetente til at handle i eget liv
  • flere får job, kommer i uddannelse eller deltager i andre sociale fællesskaber
  • flere får et bedre liv med afsæt i egne drømme og ønsker for fremtiden
  • flere oplever, at kontakten og støtten fra Vejle Kommune er sammenhængende, entydig og nem at forstå

Forebyggelse og overgange - til at komme godt videre i livet

Det er særligt i overgange og i forbindelse med større livsforandringer eller livsudfordringer som sygdom, sårbarhed eller misbrug, at vi er i risiko for at blive hjemløse.

For eksempel hvis vi mister vores samlever til misbrug eller kommer ud for en invaliderende ulykke og derfor ikke længere har råd til at betale den samme husleje.

Det er særligt i disse overgange i løbet af livet, at vi risikerer at blive hjemløse, særligt hvis vi i forvejen er sårbare.

Vejle Kommune vil arbejde på at møde sårbare borgere i disse overgange og sætte tidligt ind med støtte, for at de kan beholde sin bolig og få hverdagen i boligen til at fungere.

Unge mennesker oplever en del forandringer i overgangen fra ung til voksen. For eksempel skal vi lære, hvad det vil sige at bo for os selv og holde styr på økonomien.

Hvis vi har flere udfordringer, kan det være svært at finde og fastholde en bolig. Vejle Kommune vil derfor have et særligt fokus på at støtte sårbare unge bedst muligt i at finde bolig, etablere sig i den og få hverdagen i boligen og med uddannelse eller job til at fungere.

Boliger - til at danne rammen om det gode liv

En bolig kan give tryghed, ro og stabilitet i tilværelsen. Det er her, vi kan være os selv og invitere vores familie og venner på besøg. Boligen danner på den måde rammen for, at vi kan skabe os et godt liv, særligt når tilværelsen er turbulent og fyldt med udfordringer.

En fast bolig er afgørende for, at vi kan arbejde med vores udfordringer, hvad enten vi har et misbrug, sociale udfordringer eller psykisk sygdom.

Det er ofte svært for borgere i hjemløshed og borgere i risiko for hjemløshed at finde en passende bolig, når de modtager kontanthjælp eller anden offentlig understøttelse.

Vejle Kommune vil arbejde på at stille flere forskellige boligtyper til rådighed. Boliger, som de har råd til, størrelser, som de kan overskue, og på placeringer, som er hensigtsmæssige.

Samtidig vil Vejle Kommune arbejde for, at alle, der ønsker det, får støtte til at finde en bolig og etablere sig i den.

Nogle ønsker enten ikke sin egen bolig, eller også kan de ikke holde ud at være i boligen. De skal også have et sted, hvor de kan være og føle sig trygge. Vejle Kommune vil arbejde med midlertidige boformer og alternative boformer, som passer til netop de borgere.

Fleksibel støtte - til at få hverdagen til at fungere

Det kan være svært at søge bolig, finde passende tilbud og genrelt få hverdagen til at fungere, når vi har sociale og psykiske udfordringer. For eksempel kan vores omgangskreds være på besøg på sene tidspunkter, hvilket er til gene for naboerne.

Vi kan have svært ved at overskue at gøre rent og betale vores regninger. Eller vi kan have svært ved at stå op om morgenen, sørge for vores personlige hygiejne og opsøge læge, når det er nødvendigt.

Når det sker, risikerer vi for eksempel at få et dårligere helbred, miste vores job og blive smidt ud af vores bolig og er dermed i større risiko for at blive hjemløs igen.

Vejle Kommune vil arbejde med at støtte alle, der har brug for det, i at få hverdagen i boligen og lokalsamfundet til at fungere.

Støtten skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. Det kræver, at støtten er fleksibel, intensiv og uafhængig af, om den enkelte har et sted at bo, og at den er koordineret mellem de forskellige støtte- og kontaktpersoner.

Vejle Kommune vil arbejde på, at medarbejderne får de nødvendige kompetencer inden for de fleksible bostøttemetoder under Housing First-tilgangen, så alle møder en genkendelighed og systematik i støtten, uagtet hvilke medarbejdere de arbejder sammen med.

Job, uddannelser og fællesskaber - til kernen i det gode liv

Alle mennesker har brug for fællesskaber. Fællesskaber har en støttende og forebyggende funktion og kan modvirke ensomhed. Fællesskaber giver os mulighed for at være del af og bidrage til noget meningsfuldt.

Det kan for eksempel være et job eller en uddannelse, hvor vi bidrager med værdi og indgår i et kollegialt fællesskab. Samtidig giver det os mulighed for helt eller delvist at forsørge os selv.

For andre kan det være frivilligt arbejde, en fritidsinteresse, et netværk med ligesindede eller det at have en nær relation til et andet menneske.

Vejle Kommune vil arbejde med at støtte borgere i hjemløshed og borgere i risiko for at blive hjemløs i at komme i job, uddannelse eller ind i et socialt fællesskab, og holde fast i det. Støtten skal tage udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og ønsker.

Byens rum kan også betragtes som fællesskaber. Det kan for eksempel være Mariaparken, Rådhuspladsen eller busstationen. I byens rum skal der være plads til alle. Også socialt udsatte. Og der skal være mulighed for at mødes på tværs af sociale, kulturelle og økonomiske skel.

Vejle Kommune vil arbejde på at tænke borgere i hjemløshed ind i den fremtidige planlægning af byudviklingen.

Samarbejde og koordinering - fælles om fremtiden

Borgerne skal opleve, at kontakten og støtten fra Vejle Kommune er sammenhængende, entydig og nem at forstå.

Vejle Kommune vil arbejde på, at

  • det bliver mere enkelt og gennemskueligt at komme i kontakt med Vejle Kommune
  • støtten er koordineret på tværs af forvaltninger
  • overgangene imellem Vejle Kommune og andre offentlige myndigheder bliver mere smidige
  • få et tæt samarbejde med lokalsamfundet og samarbejdspartnere i privat og frivilligt regi, som kender og har erfaringer med borgerne
  • alle kommunens medarbejdere og samarbejdspartnere kender hjemløsestrategien og relevante tværgående tiltag i forhold til borgerne og ved, hvem de skal kontakte

For at sikre et fælles fokus på tværs af politiske skel vil Vejle Kommune tænke strategien ind i relevante politikker og hvert år følge op på strategien og handlingerne på tværs af politiske udvalg.

Housing First

I Vejle Kommune arbejder vi med Housing First-tilgangen. Det giver gode resultater, og vi vil derfor fortsætte med at arbejde med metoden.

Housing First er en målrettet og systematisk metode til at forebygge og afhjælpe hjemløshed for borgere i alle aldersgrupper. Forskning viser, at ca. 8-9 ud af 10 hjemløse, som får en bolig og støtte til at fastholde den ved brug af metoden, bliver i egen bolig.

Hovedprincippet i Housing First-tilgangen er, at borgeren får en bolig og den nødvendige støtte til at få hverdagen i boligen og lokalsamfundet til at fungere.

Housing First er en helhedsorienteret social tilgang, som arbejder målrettet med den enkeltes udvikling i forhold til for eksempel job, uddannelse, netværk og mindre misbrug.

Støtten gives i form af anerkendte bostøttemetoder og tager udgangspunkt i den enkeltes drømme og ønsker for fremtiden og oplevelse af sin egen situation og behov for støtte.

Tilgangen har fokus på at opbygge relationer og netværk og forudsætter en høj grad af samarbejde med lokalsamfundet og samarbejdspartnere i privat, frivilligt og offentligt regi.

Housing First-principperne

Vejle Kommune forebygger og afhjælper hjemløshed med afsæt i de otte principper i Housing First-tilgangen.

Det betyder, at:

  • en bolig er en menneskeret
  • alle mødes med respekt, empati og medmenneskelighed
  • alle får en indsats, når der er et behov
  • der er fokus på at finde selvstændige boliger i alment boligbyggeri
  • borgere, der mister en bolig, fortsætter med deres bostøtte
  • vi tager afsæt i den enkeltes behov og selvbestemmelse
  • vi bruger en rehabiliterende og recovery-orienteret tilgang
  • der er fokus på skadesreduktion

Handlinger 2023-2024

Forebyggelse og overgange – til at komme godt videre i livet

Projekt ICM -støtte for unge på 17-25 år

Velfærdsforvaltningen og Vejles Unge Vejledning (KUI) har fået ca. 3.9 mio. kr. i puljemidler af Socialstyrelsen til et nyt ICM -projekt, der fokuserer på overgange for borgere i alderen 17-25 år, der befinder sig i en hjemløsesituation, eller som er i risiko for hjemløshed. Projektet har blandt andet et særskilt fokus på unge hjemløse af grønlandsk herkomst.

Formålet er at styrke overgangen fra unge- til voksenlivet med særlig fokus på ungeperspektivet.

Projektet startede i december 2023 og skal evalueres i slutningen af 2025.

 

Boliger – til at danne rammen om det gode liv

Opførelse af Åhusene

Med afsæt i den gamle hjemløsestrategi 2019-2022 ønskede Vejle Kommune i samarbejde med boligorganisationen Østerbo at opføre 81 almene boliger, henholdsvis 59 familieboliger og 22 ungdomsboliger til unge, som er i risiko for at ende som hjemløse.

Lokalplanområdet ligger Boulevarden 74 i Vejle mellem Vejle Å og nord for Bredsten Landevej.

Forventningen er, at beboerne i familieboligerne kan være rollemodeller for de unge og der skal være fællesfaciliteter, der giver gode muligheder for socialt samvær mellem beboerne.

Lokalplanen forventes at være færdigudarbejdet i 2024. Efterfølgende begynder byggeriet.

 

Puljemidler til huslejenedsættelse

Vejle Kommune har fået puljemidler fra Social- og Boligstyrelsen til midlertidig huslejenedsættelse i 30 almene familieboliger målrettet boligsøgende med et akut boligbehov og lav betalingsevne, herunder borgere i hjemløshed. Puljen kan anvendes til og med 2025.

Formålet er at øge antallet af almene boliger med særlig lav husleje. Konkret kan puljemidlerne anvendes til at give huslejenedsættelser på boliger, som har en månedlig udgift på 4.500-6.500 kr. eksklusiv forbrug. Boligerne kan maksimalt være 55 m2 og efter huslejenedsættelse forventes en husleje på ca. 3.500 kr. Nedsættelsen gives fuldt ud i fire år, hvorefter tilskuddet aftrappes over en femårig periode.

 

Fleksibel støtte – til at få hverdagen til at fungere

Housing First indsats til udsatte borgere på over 25 år

Voksenudvalget besluttede på sit møde den 4. marts 2024, at de afsatte midler til Housing First indsatsen til unge borgere under 30 år i 2024 og 2025 bruges på en Housing First indsats til borgere på over 25 år i 2024 0g 2025.

Målet med indsatsen er, at borgere på over 25 år får støtte tilpasset den enkeltes behov og ressourcer, så der kan findes en løsning, som giver hjemløse borgere stabilitet i tilværelsen, og som støtter borgere i risiko for hjemløshed i at blive boende i sin bolig.

Indsatsen startede den 1. januar 2024 og på nuværende tidspunkt er der fem borgere over 25 år, som modtager en Housing First indsats og/eller fleksibel § 85a støtte.

Hjemtagelse af borgere på forsorgshjem

Folketinget vedtog den 4. maj 2023 en lov for omlægning af indsatsen mod hjemløshed. Den nye lov har som mål at nedbringe antallet af borgere i hjemløshed, at gøre op med langvarig hjemløshed, og at udbrede Housing First-tilgangen.

Myndighedsafdelingen har udviklet en tilgang for arbejdet med at hjemtage borgere fra forsorgshjem.

Job, uddannelse og fællesskaber – til kernen i det gode liv

Jobindsats for unge hjemløse

Jobcentret er ved at udvikle en jobindsats for aktivitetsparate unge under 30 år med fokus på virksomhedssamarbejder, som kan kombineres med en Housing First indsats.

Der identificeres en række virksomheder, som ønsker at bidrage til den unge målgruppes udvikling. Virksomhederne kan i den sammenhæng motiveres af at styrke deres ESG-regnskab , hvor hjemløshed og ulighed er vigtige faktorer.

Jobcentret har fundet en erfaren virksomhedskonsulent, som skal bruge eksisterende netværk og samarbejder til at styrke og videreudvikle jobindsatsen for de unge sammen med Velfærdsforvaltningen.

Samarbejde og koordinering – fælles om fremtiden

Kommunikation om Hjemløsestrategien

Alle kommunens medarbejdere og samarbejdspartnere skal kende hjemløsestrategien og relevante tværgående tiltag i forhold til borgerne og vide, hvem de skal kontakte.

Velfærdsforvaltningen arbejder derfor på at lave en side på kommunens hjemmeside og intranettet om hjemløsestrategien og præsentationsmateriale, som eksempelvis kan bruges til personalemøder. Hjemmesiden og materialet forventes at være klar til lancering til foråret.

Sidst opdateret: