Byrådet har d. 15.12.2021 vedtaget Kommuneplan 2021-2033 for Vejle Kommune og Trekantområdet.
Kommuneplanen skal sikre rammerne for den udvikling, som byrådet ønsker, under hensyntagen til de beskyttelsesinteresser, som kommunen skal varetage. Kommuneplanen giver bl.a. mulighed for, at der kan planlægges for nye boliger og erhvervsvirksomheder, der kan dække behovet de næste 12 år. Kommuneplanen indeholder også et Grønt Danmarkskort, der viser det samlede naturnetværk i Trekantområdet, og viser, hvor kommunerne i fremtiden vil målrette naturplejen og planlægge for ny sammenhængende natur.
Byrådets vision er, at Vejle Kommune er den mest attraktive kommune at bo og leve i, og kan tilbyde et arbejdsliv fyldt med muligheder. Vejle Kommune er en vækstkommune, og kommuneplanen skal være med til at sikre en klog og bæredygtig vækst. Ambitionen er at blive en innovativ foregangskommune, der demonstrerer, hvordan små byer kan løse store problemer og vise stor ansvarlighed.
I Vejle Kommune er der er stærkt lokalt engagement og en lyst til at diskutere samtidig med, at der er fokus på at styrke fællesskaber og sammenhængskraften. Udviklingen af et sammenhængende, robust og bæredygtigt samfund kræver samarbejde mellem mange partnere - borgere, lokalråd, erhvervsliv, foreninger og institutioner.