Børkop by er udpeget til at kunne få del i statens midler til områdefornyelse.
Ny park omkring Skærup Å i kernen af Børkop
Den nye park, som er et led i områdefornyelsen, skal fremme fællesskab og byliv, og arbejdet er sket i samarbejde med Vejle Kommune med bistand fra Møller & Grønborg Arkitekter, lokalråd og andre borgere i Børkop. Mange borgere og elever på Englystskolen har bidraget med ideer til parkens indretning, og disse indgår i det projekt, som forventes udført i første halvår af 2020.
Arbejdet er nøje koordineret med Vejle Spildevand, som i efteråret 2019 har anlagt de første 2 nye regnvandsbassiner i området, som er led i at Børkop skal separatkloakeres.
Projektet er støttet af Staten med 2 millioner kroner, mens Vejle Kommune bidrager med 4 millioner kroner, og der er vedtaget et byfornyelsesprogram, som danner grundlag for de kommunale og statslige bevillinger.