Blågrøn strategi handler om et nyt helhedsorienteret og langsigtet mindset med natur, vand og liv som omdrejningspunkt.
Formålet med den blågrønne strategi er at sammentænke natur, vandhåndtering og rekreative tiltag, når vi anlægger og bygger nyt, for at skabe en bæredygtig og resilient kommune, som er forberedt til fremtiden.
Kort om strategien
Blågrøn strategi er en oversættelse af kommunens vision – Fælles om fremtiden og forener planer og strategier inden for byudvikling, landskabsplanlægning, biodiversitet, klimatilpasning, bæredygtighed, grøn mobilitet, rekreative oplevelser og sundhed. Strategien skal fremme et nyt mindset i kommunens dialoger med lokalforeninger, borgere, virksomheder, interesseorganisationer og på tværs af fagområder i Vejle Kommune.
De tre dogmer
Tre dogmer – Natur, Vand og Liv – skal være rammesættende for dialoger om nye projekter. Dogmerne forenkler strategiens hovedbudskaber om at arbejde langsigtet og helhedsorienteret og udbygges i en række principper, som tilpasses projekternes beliggenhed, hvad enten de er i byen, i landskabet eller overgangszonen imellem.
Idekatalog
Strategien ledsages af et prioriteringsværktøj i form af et idekatalog, som beskriver og visualiserer potentielle blågrønne forbindelser omkring de fire centerbyer og Vejle by. Idekataloget bygger videre på de vedtagne byvisioner for Egtved, Give, Børkop og Jelling samt på forskellige forslag til udviklingsprojekter i Vejle by.
Blågrøn strategi bliver indarbejdet i Kommuneplan 2025.