Syddansk Universitet åbner campus i Vejle med fokus på især IT- uddannelser

Syddansk Universitet (SDU) slår i 2026 dørene op for de første universitetsstuderende nogensinde i Vejle.

Ambitionerne om Vejle som universitetsby har spiret siden 2021, og borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig over, at det nu er lykkes at få SDU til byen:

 ”Jeg er utrolig stolt over, at Vejle bliver universitetsby. Det har vi arbejdet for i mange år. Med SDU Vejle får vi mulighed for at uddanne både danske og internationale talenter, som kan være med til at sikre konkurrenceevnen i Trekantområdet. De kommende IT-specialister bliver afgørende for, at vi kan imødekomme et stigende behov for kvalificeret arbejdskraft og fastholde et stærkt erhvervsliv både nu og i fremtiden.”

Også Rektor for SDU, Jens Ringmose, er glad for, at det er lykkes at føje endnu en universitetsby til SDU:

”Jeg har glædet mig utrolig meget til at fortælle, at SDUs ambitioner om at etablere sig i Vejle nu bliver til virkelighed. Med SDU Vejle skaber vi et forsknings- og uddannelsesmiljø i international klasse, hvor vi bringer forskningen tættere på praksis og innovation i samarbejde med det lokale erhvervsliv,” siger Jens Ringmose og understreger, at den nye campus er hundrede procent betinget af den store opbakning, som kommunen og virksomhederne har udvist over for projektet.

SDU Vejle skal samarbejde tæt med virksomheder

Det tætte samarbejde med både lokale og internationale virksomheder skal sikre, at campus bidrager med løsninger på konkrete udfordringer og fremmer bæredygtig vækst i regionen.

Derfor indgår LEGO Koncernen som den første blandt flere forventede virksomheder et samarbejde med SDU om opbygningen af et stærkt forsknings- og uddannelsesmiljø i Vejle. Det sker i form af finansiering af centrene for henholdsvis de Tekniske og Naturvidenskabelige fakulteter. Her vil centerlederne blive ansat som såkaldte ”LEGO® Chairs”, hvilket refererer til det konkrete samarbejde, men også udvekslingen mellem LEGO Koncernen og undervisningen og forskningen på centrene. Udover finansieringen fra LEGO Koncernen er der også dialoger med andre virksomheder om støtte.

Niels B. Christiansen, administrerende direktør i LEGO Koncernen, sætter stor pris på det nye samarbejde med SDU om at etablere IT-uddannelser på universitetsniveau i Vejle.

”Som virksomhed, har vi taget store skridt mod at blive en mere digital organisation og er i dag tre gange så mange digitale eksperter som for tre år siden. Samarbejdet med SDU bringer os tættere på nye digitale talenter i fremtiden. Samtidig kan vi dele vores digitale erfaringer og ambitioner og dermed bidrage til SDU’s høje faglige niveau,” siger Niels B. Christiansen.

Det er planen, at ca. 400 studerende kan begynde deres bacheloruddannelse i 2026. Heraf vil omtrent halvdelen være internationale studiepladser, for SDU Vejle skal være et centralt samlingspunkt for fremragende forskning og uddannelse, der tiltrækker både nationale og internationale forskere og studerende. Hermed forventer man også at kunne imødekomme efterspørgslen efter IT-specialister, som forventes at stige markant i Trekantområdet de kommende år. 

Den nye campus vil tilbyde flere efterspurgte engelsksprogede uddannelser inden for digitalisering, softwareudvikling og kunstig intelligens (AI).

Tidsplan for SDU Vejle:

2024: Rekruttering af videnskabeligt personale.

2025: Uddannelses- og Forskningsministeriet forventes at godkende de 8 nye uddannelser.

2026: De første studerende starter på bacheloruddannelserne i AI, Computer Science, Software Engineering og Interactive Technology Engineering.

2028: De første kandidatstuderende starter på de nye kandidatuddannelser.

2030: De første kandidater færdiggøres.

Læs mere på www.SDU.dk/vejle

Om SDU

Syddansk Universitet åbnede dørene for de første studerende i Odense i september 1966, og siden da er det gået stærkt. SDU har nu fem fakulteter med omkring 20.000 studerende fra både ind- og udland. Der er ca. 4.100 årsværk på SDU, fordelt på knap 7.000 ansatte, der arbejder på hovedcampus i Odense samt på de regionale campusser i Slagelse, Kolding, Esbjerg, Sønderborg og København – og snart også i Vejle.

Sidst opdateret: