Vejle ligger i et smørhul, når det gælder den forfærdelige storm, som rammer Danmark og især Syddanmark i det kommende døgn.

I nat kl. 4 var vandet i Vejle Fjord kun 82 cm. over daglig vande, og det giver p.t. ingen problemer. Det har ikke en gang været nødvendigt at starte pumperne.

Regnen begynder for alvor kl. 10 fredag aften i Vejle området. Lørdag morgen kl. 4 er det værste ovre, og her siger prognoserne en vandstand på 56 cm. over daglig vande i Vejle Fjord.

Det giver ingen problemer – hverken på Vejle Havn eller i f.eks. sommerhusområdet ved Høll. Her er de nye diger 2,10, og det skulle sikre området. Men der kan være høje bølger.

Regnen skulle heller ikke give problemer med vandet fra Grejs Å. Men bliver det tilfældet, startes pumperne.

Højtvandsvagten understreger, at lige nu ser uvejret altså ikke ud til at give oversvømmelser. Men det er kun, hvis vejrudsigten og prognoserne holder. Der kan hurtigt ske ændringer.

Ligger i læ
Vejle Fjord ligger dejligt i læ af Sydsjælland, hvor de har helt andre store problemer. Og så kan de store vandmængder, som giver problemer sydpå, ikke nå at blive presset igennem Lillebælt. Og når det kommer ud på den anden side, er der store flader at fordele vandet på.

Men stormen kan give problemer på Vejle Lystådehavn, hvis bådene ikke er bundet forsvarligt fast. Pas også på med løse genstande i haverne m.v.

Tjek riste for blade
Højtvandsvagten forventer 33 mm. regn i Vejle i det næste døgn og har 8 mand på vagt til bl.a. at rense riste. Men de opfordrer samtidig borgerne til selv at sørge for, at evt. kloakdæksler og riste i nærheden af deres bolig er fri for blade og kviste.

Pas på i trafikken
Og så opfordrer Vejdirektoratet til at passe på i trafikken.
I de næste mindst 48 timer forventes voldsomt vejr med vindstød af stormstyrke. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på evt. løse genstande, væltede træer eller lignende på vejen.

Vær desuden opmærksom på, om det frarådes at passere bestemte broer med vindfølsomme køretøjer. Det gælder bl.a. Vejle Fjord Broen.

Vejdirektoratet opfordrer alle til at holde sig opdaterede om den aktuelle trafiksituation, inden de kører hjemmefra.

Sidst opdateret: