Statsminister Mette Frederiksen besøgte Kong Gauers Gård for at høre om erfaringerne med generationsfællesskabet.
Der var fællessang med både unge og ældre, da statsminister Mette Frederiksen fredag formiddag var på besøg på Kong Gauers Gård. Og det er der sådan set ikke noget usædvanligt i – altså den del med fællessang.
Det er dog ikke hver dag, statsministeren kigger forbi, men det var altså tilfældet denne dag, hvor hun kom for at høre om erfaringerne med generationsfællesskabet på Kong Gauers Gård.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Kongeparret var på besøg på Kong Gauers Gård for at se institutionen, som er den første af sin slags i Danmark, hvor ældre bor side om side – og i samme hus – som vuggestue og børnehave holder til i. Og nu var det altså statsministerens tur.
Sang og danse-highfives
Rundturen startede med fællessang og dans i Kongesalen, hvor statsministeren modtog masser af danse-highfives fra de mange børn. Turen gik derefter videre til vuggestuen, hvor Bent, som ofte besøger børnene, sad klar til kram og hygge med de små. Besøget blev afsluttet i Gårdcaféen med sang, en hyggelig snak med plejecenterbeboeren Anne Marie – og selvfølgelig en god kop kaffe.
Daginstitutionsleder Mette-Lise Larsen og konstitueret plejecenterleder Heidi Grønbjerg viste statsministeren rundt i huset.
Udvalgsformand for Seniorudvalget Gitte Frederiksen og udvalgsformand for Børne- og Familieudvalget Martin Sikær Kristensen bød statsministeren velkommen og deltog også i rundvisningen.