Besparelser på seniorområdet er i vente i Vejle Kommune.

Kommunerne i Danmark kæmper med at få budgetterne på ældreområdet at slå til. Det er også tilfældet i Vejle, hvor antallet af ældre, som har behov for hjælp og pleje stiger meget samtidig med at flere borgere, som tidligere blev færdigbehandlet på sygehuset, nu udskrives til kommunal sygepleje. Læg hertil store rekrutteringsproblemer, som øger vikarudgifterne, og det skaber et budget under pres.

I Vejle Kommune har et enigt Seniorudvalg på møde den 26. april besluttet at lave besparelser for i alt 15,2 millioner kroner i 2023 for at imødegå budgetudfordringerne. Flere tilbud til borgerne er omfattet af reduktionerne. 

Man er nu i gang med at udmønte reduktionerne i Velfærdsforvaltningen og på Seniorområdet, så man opnår de ønskede besparelser, og der er lavet en plan for besparelserne på de enkelte områder.

Caféer og dagcentre

Seniorudvalget har besluttet, at der skal ske en besparelse på 4,5 mio. kr. på dagcentre og caféer. Forvaltningen og seniorområdet vil finde besparelsen ved blandt andet at holde ferielukket på visiterede dagcentre og at flytte Hejlskovs visiterede dagcenter til Hovergården og det åbne dagcenter/caféen på Holmegården til Gulkrog. De andre dagcentre vil også blive berørt af besparelserne i form af beskårne budgetter.

På Holmegården og Hejlskov vil man lave sygeplejeklinik, hvor der før var dagcenter. Der er flere og flere borgere, der har behov for sygepleje, og på denne måde kan de få hjælpen i det lokalområde, hvor de bor.

Besparelserne vil desværre berøre mange borgere, men man har søgt at sikre, at der altid er et andet tilbud, som borgeren kan gøre brug af.

Klippekort

Seniorudvalget besluttede, at der skulle findes en besparelse på 3 mio. kr. på dette område ved at fjerne klippekort for borgere, der er visiteret til en lettere hjemmeplejepakke. Det betyder, at ca. 360 borgere, som indtil nu har kunnet få klippekort, ikke kan få det efter den 1. juni. Borgere, der har et større behov for hjemmepleje, vil fortsat kunne få klippekort.

Klippekort er en halv time om ugen, som borgeren selv bestemmer, hvad de vil bruge til.

Udover besparelser på caféer og klippekort besluttede Seniorudvalget også, at der skal laves besparelser i administrationen, og at flere af seniorområdets specialistfunktioner skal reduceres. Desuden bliver de centrale puljemidler til projektet Den Attraktive Arbejdsplads inddraget, og fremadrettet skal man arbejde lokalt på arbejdspladserne med dette tema.

Svært at lave besparelser

Seniorudvalgsformand Gitte Frederiksen er helt klar over, at det gør ondt, når der sker besparelser, og hun beklager over for de borgere, der bliver berørt.

- Vi er som politikere forpligtet til at holde kommunens budgetter, og det er altid en svær beslutning, når der skal ske besparelser. Vi har forsøgt at gøre det, så det påvirker så lidt og så få som muligt, og vi har også forsøgt at informere alle de berørte så hurtigt som muligt med breve, hvor vi forklarer, hvad det går ud på, og hvilke alternative muligheder, der findes.

 

 

Sidst opdateret: