Otte nye IT- og STEM-uddannelser bliver fundamentet for et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø på den nye campus ved Nordkajen i Fjordbyen i Vejle.

SDU Vejle
SDU Vejle

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har tirsdag godkendt otte nye uddannelser til SDU Vejle. Det er en afgørende milepæl i etableringen af universitetets nye campus i Vejle, som vil tilbyde bacheloruddannelser inden for blandt andet datalogi, softwareudvikling, kunstig intelligens samt interaktionsteknologier.

Godkendelsen betyder, at det nu er muligt at gå videre med planerne om at optage de første studerende i 2026.

Stærkt partnerskab understøtter etableringen

Samtidig med ministerens godkendelse har Vejle Kommune indgået en samarbejdsaftale med LEGO Koncernen, SDU og virksomhederne Kirk Kapital A/S, Bagger-Sørensen & Co A/S og Givesco A/S. Aftalen skal styrke forsknings- og uddannelsesmiljøet i Vejle og understøtte ambitionen om en internationalt orienteret campus med fokus på IT- og STEM-uddannelser.

Rektor for SDU, Jens Ringsmose, ser godkendelsen af uddannelserne og det stærke partnerskab som afgørende skridt for SDU Vejle:

-Med godkendelsen af de nye uddannelser kan vi nu realisere visionen om SDU Vejle som et kraftcenter for IT- og STEM-uddannelser i Danmark. Samtidig er vi utroligt glade for det stærke engagement fra erhvervslivet, særligt LEGO Koncernen. Deres støtte er afgørende for at skabe et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø, der kan tiltrække de bedste talenter og styrke innovationen i Trekantområdet. Samarbejdet bringer os tættere på målet om at etablere et universitet i international klasse i Vejle, der både gavner studerende, virksomheder og samfundet bredt.

Erhvervslivet bakker op om SDU Vejle

SDU’s samarbejde med LEGO Koncernen blev første gang annonceret i oktober sidste år, hvor virksomheden sammen med Vejle Kommune var de første til at støtte opbygningen af den nye campus. LEGO Koncernen bidrager blandt andet til finansieringen af centre ved de Tekniske og Naturvidenskabelige fakulteter, hvor centerlederne ansættes som "LEGO® Chairs" – en model, der understøtter det tætte samspil mellem virksomhed og universitet i forhold til undervisning og forskning.

Niels B. Christiansen, administrerende direktør i LEGO Koncernen, ser samarbejdet som en vigtig strategisk satsning:

-Samarbejdet med SDU Vejle er en investering i fremtidens digitale talenter. Vi har en ambition om at tiltrække og udvikle de bedste specialister inden for software, AI og digitalisering, og SDU Vejle giver os en stærk platform til at styrke vores videndeling og rekruttering.

Med ministerens godkendelse af uddannelserne og det stærke partnerskab med erhvervslivet er SDU Vejle nu et stort skridt nærmere at kunne åbne dørene for de første studerende i 2026.

 

Tidsplan for SDU Vejle

2024/25: Rekruttering af videnskabeligt personale.

2025: Uddannelses- og Forskningsministeren har godkendt de 8 nye uddannelser.

2026: De første studerende starter på bacheloruddannelserne i Artificial Intelligence, Computer Science, Software Engineering og Interactive Technology Engineering.

2028: De første kandidatstuderende starter på de nye kandidatuddannelser.

2030: De første kandidater færdiggøres.

Sidst opdateret: