I 2022 skiftede knap 1.900 husstande i Vejle Kommune deres varmekilde fra fossil energi til varmepumper og fjernvarme. Det viser en kørsel fra Danmarks Statistik, der netop er offentliggjort.

2022 var et godt år for den grønne omstilling i Vejle Kommune. I løbet af året skrottede knap 1.500 husstande deres naturgasfyr til fordel for fjernvarme og varmepumpe. Og mere end 400 husstande udskiftede deres oliefyr til en grønnere varmekilde.

Det svarer til, at hver sjette olie- og gasfyr blev udfaset på bare et år.

Besparelser i kroner og CO2

Når energien skifter fra fossil til grøn energi, er der både sparede kroner i den enkeltes økonomi og en markant CO2-gevinst at hente.

For hvert olie- og gasfyr, der skiftes til grøn fjernvarme eller varmepumper på grøn el, reducerer vi udledningen med omkring 3-5 tons CO2.

Dermed har de 1.900 husstande, der har skiftet til grønnere varme, skånet atmosfæren for omkring 7.000 tons CO2 – i år og hvert år fremover.

Det er noget, der kan aflæses i klimaregnskabet for Vejle Kommune.

Mere fjernvarme på vej

Og skiftet til grønnere varmekilder er ikke slut. Vejle Kommune har udarbejdet en varmeplan, der viser vejen til endnu flere områder, som kan tilbydes fjernvarme af de ni fjernvarmeselskaber, der opererer i kommunen.

Gravemaskiner og svejsere arbejder på fuld kraft for i løbet af i år at bringe fjernvarme til endnu flere – bl.a. i Bredballe, i Ågård-Gravens, på Uhrhøj og langs Ribevej.

Samtidig arbejder kommunen, lokale varmegrupper og varmeselskaber målrettet med at bringe den grønneste varmekilde – fjernvarmen – til endnu flere byer i de kommende år.

Varmepumper er godt alternativ

Der er også stadig stor efterspørgsel på varmepumper, som er et oplagt godt og grønt alternativ, hvis man ikke kan få fjernvarme.

Sidste år voksede antallet af varmepumper med 30 procent, så der nu er 5.000 boliger opvarmet af varmepumper.

Den mest udbredte varmekilde er dog stadig fjernvarmen med mere end 35.000 opvarmede boliger – en stigning på 1.600 på bare et år.

 

Sidst opdateret: