Yderst velbesøgt dialogmøde om vand gav gode forslag, konstruktiv debat og en forståelse for, at vandet i Vejle er et ansvar, vi alle er fælles om.
Op imod 150 borgere tog i aftes plads i Spinderihallerne til dialogmødet om vand, som Teknik & Miljø og Klima-, Natur- og Miljøudvalget havde indbudt til.
I løbet af aftenen kunne de høre stadsarkitekt og klimachef, Lisbet Wolters, fortælle om, hvad vi allerede gør og planlægger at gøre i fremtiden for at håndtere og styre de øgede mængder regn, der falder og skaber oversvømmelser. Og ikke mindst hvordan vi sikrer byen mod de storme, der giver stormflod.
Vandparkering oven for bakkerne
I anden del af mødet drøftede et panel bestående af Brian Kildebækgaard fra Fri Bike Shop, Bo Svenningsen fra Bo-To Ejendomme og Lisbet Wolters den konkrete hændelse den 6. februar 2024, samt hvad de hver især gør for at sikre deres ejendomme og forretning – og ikke mindst drømmer om at få hjælp til.
- Vandet bør så vidt muligt stoppes allerede, inden det kommer ind til byen. Det vand, der kommer ind i byen, skal vi nok hjælpe med at beskytte os selv imod. Men det er vigtigt, at vi alle tager et fælles ansvar, lød det fra Bo Svenningsen med henvisning til, at der også bør søges løsninger med vandparkering oven for bakkerne i Grejs.
Drageparken og Lemvig
Tredje del af mødet bragte for alvor borgerne ind i debatten. Her var det nemlig borgernes egne forslag, spørgsmål og undren, der blev debatteret – og besvaret af fagfolk.
- Hvorfor bruger I ikke Drageparken som vandforsinkelsesområde ligesom Tommy Troelsens Park, lød et af forslagene fra salen.
- Kan vi lære af Lemvig, lød et andet spørgsmål med henvisning til den klimasikring, Lemvig har rejst, og som skaber både sikkerhed mod stormflod og rekreative områder i roligt vejr.
- Hvad med at kigge sydpå? Her er der stor højdeforskel mellem vej og fortov, fordi vejen skal fungere som afledning for vand. I Vejle er der nogle steder stort set ingen forskel mellem vej og fortov, fx i Staldgårdsgade, lød et tredje forslag.
Klimaturister og slusen
- Trafikken skal styres bedre og allerede uden for midtbyen, når der står så meget vand i gaderne, så vi slipper for ”klimaturister”, der kører ind i byen for at se på al vandet og skaber bølger ind i huse og forretninger med deres biler, lød endnu et forslag.
Også beboere på Ny Grejsdalsvej var forståeligt nok optaget af emnet, eftersom de ofte oplever oversvømmelse i deres haver.
Kunne slusen være startet tidligere og dermed gøre en forskel? Og kunne vi optimere fordelingen af vandet helt generelt omkring Abelones Plads, var blandt nogle af deres spørgsmål.
Vi savner en tidshorisont
Trods aftenens emne, der kan kalde på de store følelser, foregik aftenen i god tone og med fine, konstruktive løsningsforslag. Men en ting manglede: En tidshorisont.
- Hvorfor skal alle beslutninger tage så lang tid? Vi har stået med det her problem og våde kældre i mange år. Få nu tænkt nogle flere vandforsinkelsesbassiner ind i midtbyen, hvor der er plads, lød det bl.a. fra Ragnhild, der bor i Svendsgade og konstant lever med svampevækst i sin kælder efter gentagne oversvømmelser.
Men også regeringen bør gå ind og tage medansvar, mente andre.
- Det var en virkelig god debat, men jeg savner en tidshorisont. Vi skulle jo gerne nå at finde en løsning, inden næste 100-års-hændelse rammer os. Og så skal vi have eksproprieret jord hos landmændene oven for bakkerne, og her må Folketinget hjælpe til, hvis den nuværende lovgivning står i vejen, sagde Frank Svane, der bor i Nyboesgade.
Du kan stadig deltage i debatten
Efter den åbne debat kunne borgerne få sig en snak med politikerne fra Klima-, Natur- og Miljøudvalget. Alle forslag fra borgerne blev samlet ind og bliver drøftet på udvalgets næste møde.
Har du også en god idé, er du velkommen til at afgive dit forslag på Borgerlab. Her kan du også gense mødet, ligesom du kan studere det oplæg, Lisbet Wolters talte ud fra i mødets første del.