Ved Vejle Kommunes årlige nytårskur for erhvervslivet blev DA-TEK ApS kåret som vinder af den prestigefyldte Årets Iværksætterpris 2025. Virksomheden hædres for at være en dynamisk og innovativ spiller inden for professionelle el-løsninger rettet mod industri- og erhvervskunder.
DA-TEK er valgt blandt 36 indstillinger på grund af en markant vækst og et skarpt fokus på innovative løsninger inden for professionelle el- og teknikinstallationer. Virksomheden har skabt sig en solid position som en vigtig partner for både industri og erhverv og har siden etableringen i 2021 oplevet en imponerende udvikling.
– Det er en fantastisk anerkendelse at modtage denne pris. Den understreger vores teams store indsats og dedikation til at levere højkvalitetsløsninger til vores kunder. Vi ser det som et bevis på, at man kommer langt ved at have et godt produkt og opføre sig ordentlig, udtaler Rasmus Daugaard Sørensen, stifter og CEO hos DA-TEK ApS.
Fokus på grøn strøm og innovative løsninger skaber succes
DA-TEK ApS er kendt for at levere skræddersyede løsninger inden for el, teknik og service. Virksomheden har etableret sig som nichevirksomhed som autoriseret elinstallatør for erhvervsvirksomheder, herunder også procesindustrien med store procesanlæg, der er i drift døgnet rundt. Blandt kunderne findes virksomheder som Danepork, Aquagreen, Danish Crown, og Grønvang Mejeri. Juryen fremhævede især DA-TEKs evne til at kombinere teknisk ekspertise med morgendagens bæredygtige løsninger, der bidrager til den grønne omstilling.
På tre år er virksomheden vokset fra 2 til 30 ansatte
På lidt over tre år har DA-TEK ApS udviklet sig fra at være en lille, nystartet to mands-virksomhed til en organisation med mere end 30 ansatte. Det er blandt andet sket på grund af en voksende portefølje af store projekter. Virksomheden prioriterer uddannelse og har et særligt fokus på at inspirere og motivere fremtidige talenter ved at tage praktikanter og elever ind i virksomheden.
– Vi er stolte af at kunne give unge mennesker mulighed for at lære faget og blive en del af vores branche. Det er en investering i fremtiden for både os og industrien, fortæller Rasmus Daugaard Sørensen.
Vejle hylder iværksætterånden
Erhvervs- og turismechef Morten Damgaard Nielsen udtrykte stor tilfredshed med at hylde en virksomhed som DA-TEK, der er et forbillede for den iværksætterånd, Vejle er kendt for.
– DA-TEK ApS er et fantastisk eksempel på, hvordan innovation, faglighed og et godt team kan skabe vækst og værdi. Vi er stolte af at have sådanne virksomheder i vores kommune, som ikke bare driver forretning, men også tænker fremad og bidrager til samfundsudviklingen, understreger erhvervschefen.
Fakta om Årets Iværksætterpris
Årets Iværksætterpris blev stiftet for at anerkende virksomheder, der skaber innovation, vækst og arbejdspladser i Vejle Kommune. Prisen gives årligt til en iværksætter, der har udmærket sig ved særlige resultater og har et tydeligt potentiale for fortsat udvikling.
I dommerkomiteen er:
- Repræsentant fra Vejle Iværksætterfond: Direktør Lars Petrowsky, Petrowsky A/S
- Repræsentant fra Vejle Iværksætterfond: Afdelingsdirektør Susanne Skovbjerg, Sparekassen Kronjylland
- Erhvervsrepræsentant udpeget af Vejle Erhverv: Claus Wædeled, WAEDELED Consulting
- Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO): Erhvervskundechef Jonas Dupont
- Vejle Erhverv, Vejle Kommune: Erhvervs- og turismechef Morten Damgaard