Vejle Kommune har sat et nyt mål om 90 procent borgertilfredshed i 2030 og styrker indsatsen for mere genbrug, bedre service og smartere affaldsløsninger.
Hvordan oplever du affaldsindsamlingen og genbrugspladserne i Vejle Kommune?
Det spurgte vi en lang række borgere og kommunale institutioner om, da vi i efteråret gennemførte en tilfredshedsundersøgelse på affaldsområdet.
Resultaterne viser, at 85 procent af de adspurgte er tilfredse. Det er vi meget stolte af, men sammen med Klima-, Natur- og Miljøudvalget sigter vi endnu højere og har nu sat målet til 90 procent tilfredshed i 2030.
For at nå det mål vil vi især fokusere på tre indsatsområder:
- Endnu mere direkte genbrug
- En ny affalds- og ressourceapp, der udkommer i løbet af foråret, og som kommer til at gøre det nemmere at tjekke sorteringsvejledningerne eller bruge den digitale selvbetjening
- Mere indsigt i affaldets rejse – hvad sker der egentlig med affaldet, efter det er blevet afleveret hos os og hvordan bidrager affaldssortering til den grønne omstilling?
Tak til alle, der deltog i undersøgelsen. Vi er allerede trukket i arbejdstøjet og er i fuld gang med at omsætte de mange gode input til handling.
Om tilfredshedsundersøgelsen
Tilfredshedsundersøgelsen er en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt 10.000 tilfældigt udvalgte borgere og kommunale institutioner over 18 år i Vejle Kommune. I alt 2.236 borgere deltog, hvilket svarer til en svarprocent på 22 %.
Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra 21. oktober til 4. november 2024.