Vejle Kommunes borgerrådgiver er både til gavn for borgere og kommunen. Mens borgere får vejledning og hjælp til at navigere i komplekse sager, får kommunen lejlighed til at gennemgå sagsgange, der viser sig uhensigtsmæssige i praksis
Der var ros til den afgående borgerrådgiver Thea Nielsen, da byrådet på seneste byrådsmøde behandlede borgerrådgiverens årsberetning for 2024.
Borgerrådgiverens håndholdte vejledning har været til glæde for mange borgere, som eksempelvis har haft svært ved at finde rundt i de kommunale sagsgange eller afgørelser. Samtidig har borgerrådgiveren i dialog med kommunen været med til at gøre sagsgange smidigere og mere overskuelige for borgene.
Funktionen som borgerrådgiver, der indtil nu har været midlertidig finansieret, er fra 2025 blevet en permanent stilling. Den tredje marts tiltræder Bettina Holm Olesen, der kommer med erfaring som mangeårig social- og sundhedshjælper og senest socialrådgiver i både Vejle og Kolding Kommune, som ny borgerrådgiver.
Det er byrådet, der ansætter Vejle Kommunes borgerrådgiver, der dermed ikke indgår i et ledelsesforhold i den kommunale organisering.