Ansøg om eller forny dansk pas

Skrevet af politiet
  • Hvis du ikke kan nå at få dit pas

    Er du sent ude med bestillingen af dit pas, er der 3 muligheder for levering af pas i hastetilfælde:

    • forlængelse af eksisterende pas
    • midlertidigt pas (nødpas)
    • hastelevering.
    Forlængelse

    Du kan få forlænget dit eksisterende pas én gang ved et stempel, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste 3 måneder eller vil udløbe inden for kort tid, før du skal rejse. Men kun i det tilfælde, at det ikke er muligt at nå at bestille et nyt pas – fx ved et akut opstået behov for at rejse. Forlængelsen vil så gælde, til du kommer hjem fra din rejse – dog maksimalt et år. Forlængelsen koster ikke noget.

    Du skal møde personligt op i borgerservice og have dit pas med. Husk at bestille tid.

    Muligheden for at få forlænget sit pas gælder også for børnepas. Her skal barnet møde personligt op. Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre underskrive ansøgningen, men I behøver ikke begge to møde op. Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet. Det er op til dig selv at undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.

    Midlertidigt pas (nødpas eller provisorisk pas)

    Midlertidigt pas (nødpas eller provisorisk pas) kan udstedes, hvis:

    • du har mistet dit pas
    • du ikke har et pas
    • du har glemt dit pas derhjemme, og ikke kan nå at hente det, før du skal rejse til et land, hvor pas er påkrævet (bemærk rejsen skal være umiddelbart forestående)
    • dit pas er udløbet for mere end 3 måneder siden.

    Du kan kun få et nødpas, hvis du ikke kan nå at få et egentligt pas. Prisen er den samme som for det almindelige pas. Du skal til et borgerservicecenter for at få et nødpas. Husk at bestille tid.

    Bemærk, at du skal betale dobbelt pris for det midlertidige pas, hvis dit pas er bortkommet, eller du ikke kan nå at hente det, før du skal rejse. Selvom du finder passet senere, kan du ikke få refunderet pengene.

    Nødpasset har nogle begrænsninger, som du skal være opmærksom på. Det udstedes kun for den periode, du er på rejse – og maksimalt et år. Der er lande, som fx USA, der ikke godkender nødpasset til indrejse. Du kan finde en oversigt over andre landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.

    Hastelevering

    Hvis din afrejse er så tæt på, at du ikke kan vente på den almindelige levering på 11 til 15 hverdage, er der mulighed for hastebehandling. Den tager cirka 5 hverdage.

  • Hvad koster et pas?

    Priserne på pas (2024) inklusive gebyr for optagelse af fingeraftryk er:

    • Børn 0-11 år: 150 kr.
    • Børn 12-17 år: 181 kr.
    • Personer 18 år - folkepensionsalderen: 893 kr.
    • Personer i folkepensionsalderen: 381 kr.

    Husk, at pris for et nyt foto til passet kommer oveni. Gebyr for optagelse af fingeraftryk er 31 kr. (2024) og er medregnet i ovenstående priser.

    Vær opmærksom på, at prisen på udstedelse af pas eller udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden fordobles (2024), hvis du ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas ved ansøgning, eller hvis du fremviser passet i ødelagt stand i forbindelse med ansøgning om fornyelse af pas. Det skal være det seneste udstedte pas, du medbringer ved ansøgning. 

    Læs mere her på siden under "Hvis du mister dit pas".

  • Der skal fingeraftryk i nye pas

    Der skal fingeraftryk i alle nye pas, undtagen i pas til børn under 12 år. Det koster 31 kr. (2024) at få optaget digitale fingeraftryk til dit pas.

    Dit gamle pas er stadig gyldigt

    Gamle pas uden fingeraftryk vil fortsat være gyldige i hele passets løbetid.

Lovgivning

Skrevet af politiet

Du kan læse pasloven på Retsinformation.

Sidst opdateret: