10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Kowsika, der er sygeplejerske.
Såret svandt ind til at være på størrelse med en 50-øre
Engang kom en borger ind på sygeplejeklinikken i Sofiegade i Vejle med et stort sår på benet. Huden omkring var rød og ved at gå i opløsning, og Kowsika Sujanthan syntes, det så bekymrende ud.
Den 24-årige sygeplejerske lagde en behandlingsplan for borgeren sammen med sine kolleger, og nogle måneder efter var såret svundet ind til at være på størrelse med en 50-øre.
- Det var skønt at opleve, hvordan det kunne lykkes at få såret til at hele op. Den slags succeshistorier har jeg heldigvis oplevet en del af, og det gør mig super lykkelig at kunne hjælpe folk, siger Kowsika Sujanthan.
Er ikke bare lægens hjælper
Siden teenageårene har Kowsika vidst, at hun ville gå sygeplejegerningens vej.
- Da jeg var 13 år, blev min mor syg og var indlagt i to måneder. Jeg var med i forløbet som pårørende og oplevede, hvordan sygeplejerskerne kunne alting og havde et stort ansvar. De var ikke bare lægens hjælper, fortæller hun.
På travle dage har Kowsika Sujanthan omkring 20 borgere forbi lejet i klinikken, hvor hun hjælper med alt fra sårpleje til kompressionshåndtering og til at lægge et kateder. På mindre travle dage er der mere tid til den enkelte, men uanset travlheden gør hun meget ud af, at borgerne skal føle sig trygge i hendes varetægt.
- Jeg får mange historier fra borgernes liv. De fleste er jo ældre end mig og mange har oplevet meget. Nogle har også givet mig husmorråd om tøjvask og pletfjerning, siger Kowsika med et smil.