Se hvad Arbejdsklausulen indeholder

I forbindelse med leverancer til Vejle Kommune erklærer virksomheden at overholde Vejle Kommunes arbejdsklausuler som fremgår nedenfor:


"Leverandøren skal sikre, at dennes ansatte og ansatte hos eventuelle underleverandører som medvirker til at opfylde kontrakten, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område. Leverandøren skal sikre, at alle ansatte hos leverandøren og hos eventuelle underleverandører er orienteret om de gældende arbejdsvilkår.

Det er en forudsætning for fremtidigt samarbejde, at leverandøren har underskrevet erklæring om overholdelse af nærværende arbejdsklausul”.

Kontrol af arbejdsklausuler i Vejle Kommune

Vejle Kommune eller en repræsentant herfor kan til enhver tid udbede sig relevant dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne lever op til den forpligtelse, som arbejdsklausulen fastsætter.

Vejle Kommune eller en repræsentant herfor kan kræve, at leverandøren – efter skriftligt påkrav herom – inden for 10 arbejdsdage fremskaffer relevant dokumentation såsom løn- og timesedler, lønregnskab, tidsregistrering og ansættelseskontrakter fra såvel egne som eventuelle underleverandørers arbejdstagere.

Leverandøren er desuden forpligtet til inden for 10 dage efter skriftlig anmodning at udlevere et udtræk pr. medarbejder fra E-indkomst, med en oversigt over leverandørens indbetalte A-skat for de pågældende medarbejdere. For personale, hvor oplysningerne indberettes til andre landes skattemyndigheder, skal tilsvarende oplysninger udleveres.

Vejle Kommune kan til brug for sin vurdering af, om leverandøren eller underleverandører har overholdt klausulen søge rådgivning hos relevante arbejdsgiver- og/eller arbejdstagerorganisationer.”


Håndhævelse af arbejdsklausuler i Vejle Kommune:

Hvis leverandøren eller dennes eventuelle underleverandører ikke overholder sine forpligtelser i medfør af arbejdsklausulen, og hvis dette medfører et berettiget krav på yderligere løn fra arbejdstagerne kan Vejle Kommune tilbageholde vederlag med henblik på at tilgodese sådanne krav.

Misligholdelse af arbejdsklausulen herunder dokumentationskrav - der ikke bringes til ophør uden ugrundet ophold, anses for at være væsentlig misligholdelse, der berettiger ordregiver til at ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning. Eventuelle omkostninger som leverandøren eller dennes eventuelle underleverandører måtte have med en sådan ophævelse er Vejle Kommune uvedkommende.


Leverandøren bekræfter, han/hun/selskabet forud for konkrete aftaleindgåelser er gjort bekendt Vejle Kommunes arbejdsklausuler. Erklæringen udfyldes og afgives i overensstemmelse med Vejledning til Cirkulære om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter.

Sidst opdateret: