Her kan du læse om, hvornår reglen skal opfyldes og hvordan du kan opfylde den.
Reglen om 50 cm ren jord er generel og skal sikre, at der efter visse bygge- og anlægsarbejder enten ikke er forurening i de øverste 50 cm jordlag, eller at der er en fast belægning som sikrer, at man ikke kan komme til forurenet jord på grunden
Ofte stillede spørgsmål om 50 cm-reglen
-
Hvornår gælder 50 cm reglen?
50 cm-reglen gælder, hvis du som ejer eller bruger ændrer et areals anvendelse til:
- Bolig
- Børneinstitution
- Offentlig legeplads
- Kolonihave
- Sommerhus
Så skal du sikre:
- At det øverste 50 cm's jordlag af den ubebyggede del af arealet ikke er forurenet, eller
- At der er etableret en varig fast belægning
50 cm-reglen gælder også, hvis du udfører bygge- og anlægsarbejder på ubebyggede dele af arealer der anvendes til:
- Bolig (bortset fra en- og tofamilieshuse)
- Børneinstitution
- Offentlig legeplads
- Kolonihave
- Sommerhus
Så skal du sikre:
- At det øverste 50 cm's jordlag af den berørte del af arealet ikke er forurenet, eller
- At der er etableret en varig fast belægning
-
Undtagelse for eksisterende en- og tofamiliehus
50 cm-reglen gælder ikke ved bygge- og anlægsarbejde på ejendomme med en- og tofamiliehuse. Her kan du omlægge din have, etablere en terrasse og lignende uden, at du skal sikre dig, at jorden ikke er forurenet, eller at der er en varig fast belægning. Hvis du opfører et nyt hus, gælder reglen.
-
Hvornår har du opfyldt reglen?
Reglen gælder overalt. Er jorden på det berørte areal ikke forurenet, vil reglen automatisk være opfyldt. Dette vil gælde for ejendomme, der er beliggende uden for områdeklassificerede områder, med mindre der er konstateret forurening, eller der er mistanke om forurening, f.eks. hvis der er tilført fyldjord eller tilsvarende.
Er jorden forurenet, skal du etablere et lag på mindst 50 cm ren jord, enten ved at det øverste lag forurenet jord bliver udskiftet, eller overdækket med en tilsvarende mængde ren jord. Alternativt kan du etablere en fast belægning. Det afgørende er, at belægningen effektivt hindrer kontakt med den underliggende jord.
Reglen skal altid være opfyldt og derfor ikke kun ved anlægsarbejdets afslutning. Det betyder, at hvis det rene tilførte jordlag er blevet reduceret ved slid eller delvis fjernet, skal det reetableres. På samme måde skal en defekt belægning også udbedres.
I forbindelse med bygge- og anlægsarbejde på et areal, der allerede bliver anvendt til følsom arealanvendelse, gælder reglen for det areal, som er fysisk berørt af det iværksatte arbejde og den kommende arealanvendelse.
Du skal altid sikre dig, at jord, som du tilfører ejendommen, er ren.
-
Hvorfor har vi en 50 cm regel?
Reglen betyder, at boliger, børneinstitutioner, offentlige legepladser, kolonihaver eller sommerhuse, der etableres efter 1. januar 2008, vil være indrettet, så der ikke er behov for rådgivning om forsigtighed ved kontakt med jorden.
-
Hvem gælder reglen for?
Det er dig som ejer eller bruger af ejendommen der er ansvarlig for at reglen overholdes.