Asbestaffald

Asbestaffald er farligt

Asbestholdigt affald opstår som regel i forbindelse med renovering og nedrivning af ældre
bygninger.
F.eks. kan asbestaffald være:

  • Gammelt isoleringsmateriale
  • Fliseklæb
  • Eternittagplader - Af sikkerhedshensyn anses eternitaffald også som asbestaffald, uagtet om der er asbest i eternitaffaldet

Læs mere om, hvor asbest kan forekomme på www.asbest-huset.dk

Det er farligt at indånde asbeststøv, fordi det indeholder fibre i form af meget tynde nåle, der ikke kan ses med det blotte øje. Indånding af asbeststøv kan give lungesygdomme som
asbestose, lungekræft og lungehindekræft.

Sådan kommer du af med asbestaffald

I Vejle Kommune kan du komme af med dit asbestaffald på tre måder:

  • Kommunal henteordning
  • Privat affaldstransportør, der kører det til nedgravning på et deponi
  • Aflevere mindre stykker på genbrugspladserne

Kommunal henteordning

I Vejle Kommune kan du få afhentet dit asbestaffald i big bags på din adresse.
Du skal bruge specielle big bags til afhentning.

  • Du skal købe big bags på en af Vejle Kommunes genbrugspladser. Vær opmærksom på, at du af sikkerhedsmæssige årsager IKKE kan returnere ubrugte asbestsække
  • En big bag kan rumme 1 ton svarende til ca. 50 tagplader
  • Dine big bags skal være forsvarligt placeret og pakket

Du skal anmelde dit asbestaffald på bygningsaffald.dk, før du kan få det afhentet. Læs mere nedenfor.

Privat transportør

Du kan også vælge at få en privat transportør til at køre dit asbestaffald direkte til nedgravning på et deponi. Det kan være smart ved større mængder.
Du skal anmelde dit asbestaffald på bygningsaffald.dk, før det kan afleveres til nedgravning på deponiet. Vær opmærksom på, at du skal betale en deponipris pr. ton affald, du afleverer til nedgravning på deponiet. Se priserne på www.deponisyd.dk/priser/

Genbrugsplads

På Vejle Kommunes genbrugspladser er det stadig muligt at aflevere mindre mængder asbestaffald. Du kan aflevere op til to tagplader eller det, der svarer til ca. 50 kg.
Alle stumper og tagplader med skader skal være dobbeltemballeret, inden du afleverer det på genbrugspladsen.

 

Sådan får du hentet asbestaffald

Læs vejledningen grundigt igennem, inden du påbegynder nedrivning eller renovering. Så er du sikker på, at du får pakket asbestaffaldet sikkert og korrekt, og at det efterfølgende er placeret, så det kan hentes med kranbil.

Placer big bag på et plant underlag maks. 5 meter fra fast kørevej og med de grønne løfteøjer/stropper vendt op.
Der skal være 2 meter frirum rundt om samlingen af big bags, minimum 0,5 meter imellem big bags, og en frihøjde på minimum 8 meter til f.eks. træer og lygtepæle.
Den faste kørevej skal være minimum 3,6 meter bred med en frihøjde på 4 meter og kunne holde til en kranbil.
Læg forsigtigt tagplader i big bag via åbningen i siden. Stumper, andet asbestaffald og opfej skal samles i tætlukkede poser, før du lægger det i big bag. Læg disse poser i til sidst.

Undgå spild på og rundt om big bags. 

Luk big bag forsvarligt med de to plastsnore, når den er fyldt.

Bestil afhentning af asbestaffald på www.vejle.dk/byggeaffald

Kranbilen henter dit asbestaffald på hverdage i tidsrummet 8.00-17.00. Vær opmærksom på at der kan gå op til 7 arbejdsdage, efter din bestilling er godkendt, til asbestaffaldet bliver hentet.

Erhverv

Hvis der er tale om afhentning fra erhvervsgrund/-bolig, vil der blive opkrævet et yderligere gebyr. Se hvad det koster på www.vejle.dk/erhvervsgebyrer

Vær opmærksom på, at vognmanden kan afvise at hente asbestaffald, hvis kørevejen ikke er i orden, eller det ikke kan læsses på forsvarlig vis.

Sidst opdateret: