Har du lyst til at skabe relationer og være en ekstra støtte for et barn, en ung eller en familie? Der er både kommunale initiativer og frivillige foreninger, hvor du kan blive en del af et aktivt fællesskab og gøre en forskel for børn og unge

Kommunale initiativer – med frivillige hænder

  • UngVejle - Morfar M/K

    Er du ikke længere på arbejdsmarkedet men søger et spændende projekt, hvor dine faglige kompetencer kan bruges? Projekt Morfar M/K søger frivillige, der ser det som en fælles opgave, at alle unge får succes med en ungdomsuddannelse eller et job.

    Vil du gøre en stor forskel for en ung? Og har du 2-5 timer om ugen tilovers? Du kan fx lave mad med den unge, hjælpe med at finde et fritidsjob, få nogle gode snakker - eller lige præcis hvad, I har lyst til. 

    Læs mere projekt Morfar M/K

  • UngVejle - Fut i Fællesskaberne

    Som frivillig hos Fut i fællesskaberne er du med til at arrangere hyggelige aktiviteter og gåture for psykisk sårbare unge mellem 14-30 år.

    Der er fokus på godt humør og plads til alle.

    Læs mere om Fut i fællesskaberne

  • Ungeuniverset - Ungecollege - Ung og frivillig

    Har du en underviser i maven? Og vil du gerne have guld til dit CV? Ungecollege søger jævnligt frivillige til at undervise på kurser og workshops, ungeambassadører og unge, der vil stå for netværksgrupper.

    Som frivillig er du med til at dele viden, give inspiration, nedbryde tabuer om psykisk sårbarhed og støtte unge i deres vej i livet.

    Læs mere om Ungecollege

  • Ungeuniverset - UngeCafé - Ung og frivillig

    Bliv cafevært i vores UngeCafé, og vær med til at skabe en stemning, hvor alle føler sig velkomne.

    Caféerne er primært for unge mellem 15 og 25 år, der savner nogen at være sammen med, fx i en periode i livet, hvor sociale og psykiske udfordringer fylder.

    Læs mere om caféerne 

  • Ungeuniverset - UngeAssist - Ung og frivillig

    Bliv Ungeassist og gør en forskel for en anden ung.

    Har du overskud til at være sparringspartner for en anden ung en gang i ugen eller minimum en gang hver 14. Dag? Så kan det være dig, vi søger som UngeAssist. Du skal være mellem 18 - 35 år og selv har prøvet af have "bøvl" i livet, og du skal have lyst til at hjælpe en anden ung til at komme videre.

    Læs mere om UngeAssist 

Frivillige foreninger i Vejle Kommune

  • HOME-START Familiekontakt Vejle

    Som frivillig familieven hos HOME-START Familiekontakt Vejle besøger du en presset småbørnsfamilie 2 timer om ugen i minimum et ½ år.

    Du støtter med din tid, nærvær, omsorg og eventuelt praktisk hjælp.

    Vi tager udgangspunkt i familiens behov og ønsker for den støtte, som de har brug for.

    Koordinator laver et match mellem familie og familieven, så de passer godt sammen, og der er løbende opfølgning med koordinator.

    Læs mere om HOME-START Familiekontakt Vejle

  • Børns Voksenvenner i Vejle

    Du kan blive Voksenven for et barn med et spinkelt socialt og familiemæssigt netværk. Som Voksenven tilbyder du barnet et par timers samvær 2-3 gange i måneden, hvor barnet får din udelte opmærksomhed og en fortrolig at tale med.

    Du bliver en stabil voksen i barnets liv, der har overskud og tid til sjove og hyggelige oplevelser.

    Læs mere om Børns voksenvenner i Vejle

  • Røde Kors Vejle

    Du kan hjælpe flygtningefamilier, som er kommet til Danmark uden noget særligt netværk. Du kan hjælpe familier ind i det danske samfund, ved at støtte og guide, som en ven ville gøre det.

    Læs mere om Røde Kors Vejle

  • Mødrehjælpen Vejle

    Som frivillig hos Mødrehjælpen i Vejle gør du en forskel for børnefamilier i dit nærområde, samtidig med du selv bliver en del af et stærkt fællesskab. Du kan enten arbejde som butiksfrivillig, bestyrelsesfrivillig eller aktivitetsfrivillig.

    Læs mere om Mødrehjælpen i Vejle

  • Red barnet Vejle og Red barnet Give

    I nogle familier er der ikke råd til ferier, og overskuddet mangler måske til at arrangere aktiviteter for børnene. Du kan være med til at arrangere ture og aktiviteter ved at blive frivillig i vores familieoplevelsesklubber i Vejle og Give. Eller du kan hjælpe med at arrangere sommerlejr for børn, der ellers ikke har mulighed for at komme på sommerferie.

    Læs mere om Red Barnet i Vejle

    Læs mere om Red Barnet i Give

  • Ungdommens Røde Kors - Ung og frivillig

    Ungdommens Røde Kors Vejle har tre steder, du kan blive frivillig:

    1) Asylcenter Jelling

    Her kan du blive en del af klubben for børn mellem 6-12 år, hvor vi fx laver mad, krea-projekter, fisketure, bowling, bålhygge og hyggelige aktiviteter ved højtider.

    2) Spilopperne på Vejle Krisecenter

    Her laver vi aktiviteter med børnene i løbet af ugen, så de får gode oplevelser og mødrene får et pusterum.

    3) Ungecafé i Værket, Vejles Ungehus

    Kom og bliv frivillig i caféen for særligt ensomme og sårbare unge. I caféen er du med til at sætte sjove aktiviteter i gang.

    Læs mere om Ungdommens Røde Kors

  • AURA - et fristed for LGBT+ unge

    Som frivillig i AURA er du med til at skabe et frirum og et mødested for unge LGBT+ personer under 18 år.

    Vi søger frivillige mellem 20 og 30 år, der gerne vil være med til at skabe et trygt og sjovt tilbud for unge. Du behøver ikke selv at være LGBT+. Du skal blot have et ønske om at støtte op om det lokale regnbuemiljø. 

    Kontakt de frivillige teamledere på mail og hør mere om AURA. Eller find os på facebook.

     

  • Foreningernes Hus i Vejle

    Hvis du vil finde flere opslag om frivillige jobs, så kig endelige hos Foreningernes Hus i Vejle.

    Læs mere om Foreningernes Hus i Vejle

  • Barnets Blå Hus

    Barnets Blå Hus er et gratis behandlingstilbud for børn i alderen 0-13 år og deres familier, som har et alkohol-/stofmisbrug tæt inde på livet. Har du lyst til at møde børnene og familierne i øjenhøjde og gøre en positiv forskel i deres liv? Vi arrangerer udflugter samt har ugentligt dage, hvor vi mødes omkring aktiviteter og fællesspisning i huset.

    Læs mere om Barnets Blå Hus

     

  • Mødregruppe – Ny mor i Danmark

    Som frivillig i  mødregruppen, Ny mor i Danmark, får du lov at komme tæt på og være et holdepunkt, som kvinderne kan læne sig op ad. Du får en vigtig relation til kvinderne, og du kan være med til at give dem det netværk og den støtte, de har brug for.

    Mødregruppen henvender sig til gravide og nybagte mødre med flygtninge eller minoritetsbaggrund, og det vil være din opgave, sammen med de andre frivillige, at planlægge og afvikle mødregruppedagene. Herudover skriver gruppen af frivillige løbende til kvinderne og motivere dem til at komme i mødregruppen.

    Mødregruppen mødes hver torsdag fra 10-13 og holder til i Nørremarkscentret på Nørremark Center 10, 7100 Vejle. I vil være flere frivillige omkring mødregruppen, så det er ikke et krav, at du kan komme hver gang.

    Du kan læse mere at være frivillig i mødregruppen – Ny mor i Danmark nederst på denne side.

  • Baglandet

    Som frivillig hos Bindeleddet i Vejle kan du blive en del af et lille hold af frivillige, som hver tirsdag fra kl. 18-20 skaber gode stunder og gode minder for unge i Baglandets netværkscafé.

    Baglandet er et mødested og et rådgivningstilbud for unge tidligere anbragte over 18 år. Som frivillig starter du med at lave aktiviteter med de unge om tirsdagen, indtil du har en tillidsfuld relation med én af de unge. Derfra danner vi et mentorskab, så du kan blive den unges følgesvend igennem en vigtig periode i den unges liv.

    Læs mere om om Baglandet og Bindeleddet i Vejle.

     

     

Nationale foreninger med mulighed for at arbejde hjemmefra

  • BørneTelefonen

    Som frivillig rådgiver hos BørneTelefonen kan du sidde hjemme og gøre en kæmpestor forskel for de børn og unge, der har fundet modet til at kontakte BørneTelefonen og sætte ord på det der fylder. 

    Børn og unge kontakter BørneTelefonen om f.eks.  kærlighed, forelskelse, venskaber og mere alvorlige svigt som mobning, vold og misbrug. 

    Læs mere om Børnetelefonen

  • Angstelefonen Børn, Unge og Forældre

    Hvis du også brænder for at hjælpe børn og unge  med angst eller deres forældre, kan du blive rådgiver hos angsttelefonen. Du skal enten selv have erfaring med angstlidelser, eller du har en professionel baggrund. Du besvarer opkaldene hjemme fra.

    Læs mere om AngstTelefonen Børn, Unge og Forældre 

Sidst opdateret: