1. Forord

Som visionskommune bliver Vejle Kommune en del af Bevæg dig for livet. Bevæg dig for livet er en partnerskabsaftale mellem Dansk Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) med støtte fra NordeaFonden og Trygfonden, der har som mål at gøre Danmark til verdens mest aktive nation i år 2025. Partnerskabsaftalens målsætning er, at 75 procent af danskerne i 2025 dyrker idræt, og at 50 procent af befolkningen dyrker idræt i en forening.

Vejle Kommune, DIF og DGI ønsker i visionsarbejdet at bevæge borgerne i Vejle Kommune mod det, der bevæger dem og giver mening for borgeren i relation til at have et fysisk aktivt liv og deltage i fællesskaber.

Foreningerne får en stor rolle at spille i den bevægelse, der sættes i gang. Særligt de lokale idræts-foreninger får en betydningsfuld rolle i arbejdet hen mod visionens målsætninger, men også øvrige foreninger bliver vigtige spillere. Foreningslivet kan noget særligt i forhold til at bevæge borgere i fællesskaber.

Der er mange grunde til, at Vejle Kommune indgår partnerskab med Bevæg dig for livet. Øget livs-kvalitet, et styrket foreningsliv og mere attraktive lokalsamfund er blot nogle af grundene.

 

  • Foreninger er mangfoldige og repræsenterer en bred vifte af interessefællesskaber. Når parterne nævner foreninger i denne aftale betyder det derfor: Idrætsforeninger, spejdere, aftenskoler, handicap-, psykiatri- og patient-foreninger, kulturelle foreninger, pensionistforeninger, sociale- og velgørende foreninger, borgerforeninger, boligforeninger, andre almennyttige foreninger med flere.

 

Hvorfor en visionsaftale?

Hvorfor fokus på bevægelse og deltagelse i fællesskaber? Fordi:

  • det giver liv og livskvalitet og bidrager til, at vi kan gøre det vi gerne vil - hele livet
  • det giver færre udgifter til behandling, pleje og pension
  • det bidrager til et styrket medborgerskab
  • det bidrager til højere folkesundhed
  • det bidrager til mere attraktive lokalsamfund
  • det giver mulighed for læring i alle aldre
  • det bidrager til et styrket foreningsliv

Visionsaftalen danner baggrund for, at parterne i samarbejde med borgere, lokalsamfund, foreninger, de selvorganiserede, aftenskoler, arbejdspladser, kommercielle aktører, ældrecentre, kommunale forvaltninger og andre kan engagere og bevæge endnu flere borgere i kommunen.

I fællesskab lægger vi op til at tænke nyt, bredt og anderledes – og sammen få tingene til at ske. På den måde tror vi på, at vi kan bevæge borgere i kommunen mod det, der bevæger dem. Ved at kombinere ressourcer, kompetencer og idéer kan vi sammen løfte målsætningen gennem indsatser, som ikke kunne udtænkes eller løses hver for sig.

Med denne visionsaftale indgår Vejle Kommune og Bevæg dig for livet et partnerskab og forpligter sig dermed til at arbejde for, at alle borgere bevæger sig mere og indgår i meningsgivende fællesskaber. Indsatsen retter sig både mod de borgere, der bevæger sig for lidt og/eller ikke er en del af fællesskaber og mod dem, der allerede har idræt, bevægelse og fællesskab inde under huden.

Visionsaftalen er dynamisk, hvilket gør det muligt at foretage ændringer i den efterhånden som aftaleperioden skrider frem, og der opnås erfaringer og viden, som gør det aktuelt. Aftalen løber i fem år i perioden fra september 2019 til september 2024.

 

2. Politisk grundlag

Vejle Kommune lægger op til at turde mere og prøve nyt. Vejle Byråds vision Vejle med vilje har fokus på øjenhøjde, format og resiliens og vil gøre en forskel for livet, der leves i kommunen. Der må gerne være lyst til at diskutere og udfordre hinanden samtidig med, at der er fokus på at styrke fællesskab og sammenhængskraft.

Verden ændrer sig på fem år. Derfor er det vigtigt, at der både er fokus på projekter og initiativer, der er levedygtige - også efter visionsaftalens udløb og at der er plads til at eksperimentere og arbejde med det midlertidige, hvilket også er et tema i Vejle Kommunes politik for kultur, idræt og fritid - Det bedste sted at leve.

Med visionsaftalen ønsker parterne at understøtte den overordnede vision i Vejle Kommune og vil derfor lægge sig op af de overordnede strategier og politikker i kommunen herunder resiliensstrategien og arbejdet med FN’s verdensmål.

Vejle Kommunes centrale politikker og strategier skaber et solidt grundlag for aftalen. I løbet af aftaleperioden vil der ske såvel justeringer som udarbejdelse af nye strategier og politikker. Parterne forventer, at disse i et relevant omfang inddrager de overordnede målsætninger i visionsaftalen, og at DIF/DGI tænkes ind som sparringspartner, hvor det er relevant.

Visionsaftalen understøtter blandt af følgende af Vejle Kommunes politikker og strategier:  

• Børne- og Ungepolitik
• Politik for lokalområder og landdistrikter
• Ældrepolitik
• Handicappolitik
• Sundhedspolitikken Vejle vil Livet
• Det bedste sted at leve – kultur, idræt og fritid i Vejle Kommune

Strategier og planer:
• Natur- og friluftsstrategi
• Byudvikling og projekter
• Kommuneplan
• Beskæftigelsesplan
• Udsattestrategi
• Nye Skridt - hele livet – vision for Social og Psykiatri
• Udvikling af fleksible idrætsfaciliter

3. Empirisk grundlag

I 2019 rundede Vejle Kommune cirka 115.000 indbyggere. Frem mod 2024 forventes befolkningstallet at stige med cirka 6.000 borgere, hvoraf cirka 25 procent er 60 år og derover. Heraf er bruttotilflytningen cirka 7.000 borgere hvert år, mens nettotilflytningen er på cirka 1.000 borgere hvert år. Den største by i kommunen er Vejle med 57.020 indbyggere, dernæst følger Børkop, Give, Jelling, Brejning og Egtved.

I sundhedsprofilundersøgelsen fra Region Syddanmark (2017) fremgår det, at 67,1 procent af borgere på 16 år og derover i Vejle Kommune er fysisk aktive svarende til WHO’s minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet .

Det er muligt at følge antallet af medlemsskaber i alle godkendte folkeoplysende foreninger via det centrale foreningsregister, der hvert år registrerer foreningernes medlemsskaber. Medlemstallet viser unikke medlemsskaber. Det vil sige, at en person kan have flere medlemsskaber. Parterne estimerer, at cirka 20 procent har mere end et medlemskab. Medlemstallene viser, at cirka 48 procent i Vejle Kommune er foreningsaktive i en godkendt folkeoplysende forening, der tilbyder idrætsaktiviteter, heraf er cirka 40 procent under 18 år.

4. Visioner

Vejle Kommune, DIF og DGI har en stærk ambition om at udvikle bevægelses- og fællesskabsområdet og herved opnå, at flere borgere i Vejle Kommune oplever glæden ved at bevæge sig – og gerne i fællesskab med andre. Vi lykkes hver gang, vi bevæger ét menneske fra inaktivitet til aktivitet og fra ikke-fællesskab til fællesskab. I nogle tilfælde har det stor værdi at satse på ganske få borgere, mens det andre gange har værdi at rette indsatsen mod mange borgere.

Målsætninger for aftaleperioden 2019-2024 er, at:

• 10.000 flere borgere har et fysisk aktivt liv herunder 8.000 voksne og 2.000 børn og unge.
• 5.000 flere børn, unge og voksne er en del af fællesskaber i foreningslivet

I visionsperioden pågår forskellige undersøgelser, der vil indgå i arbejdet som pejlemærker for de overordnede målsætninger. Her vil der blandt andet blive set på:

• Region Syddanmarks Sundhedsprofilundersøgelse Hvordan har du det. Undersøgelsen er planlagt gentaget i år 2021 og i år 2025.
• Årlige medlemstal fra CFR. Disse benyttes også som pejlemærke for udviklingen af fysisk aktive børn, da cirka 83 procent fra 7-15 år ifølge IDAN (2016) er medlem af en forening.
• DIF og DGI’s årlige idrætsvaneundersøgelse for visionskommuner.
• Eventuelt mulighed for at lave kvalitative undersøgelser.

 

5. Tilgang og handleplaner

Samarbejdet mellem Vejle Kommune, DIF og DGI ses som et partnerskab, hvor vi sammen arbejder for at realisere de fælles målsætninger.

Ved at betragte visionssamarbejdet som et partnerskab understøttes en vi-tankegang, der gør, at borgere, de frivillige organisationer og foreninger, den kommunale organisation, DIF og DGI er vigtige for hinanden. Ved at kombinere ressourcer, kompetencer og ideer kan partnerskabet sammen løfte målsætningen gennem aktive indsatser og/eller justerede mindset.

For at give visionsarbejdet de bedste betingelser for at blive forankret i kommunens praksis, vil vi både arbejde i allerede eksisterende fora og netværk samt skabe nye forbindelser og samarbejder. Det kan eksempelvis være i lokalråd, brugerråd i kulturhusene, idrætsnetværk, Vejle Idrætsråd, spejdere, patientforeninger, Business Improvement District (BID)-grupper eller andre relevante fora og netværk. Derudover vil vi sikre at der arbejdes på tværs af forskellige forvaltningsområder.

Arbejdet i de visionskommuner, der allerede har opnået erfaringer med at bevæge borgere viser, at en række centrale greb er vigtige for at lykkes. Eksempler på disse er:

• Kort vej fra idé til handling. Borgere, foreninger, kommercielle aktører, aftenskoler eller andre, der har en god idé skal opleve en nem adgang til og overblik over de muligheder, der er for samarbejde og til at få ideer eller aktiviteter til at blive til virkelighed.
• Indsatser, tilbud og aktiviteter skabes i tæt samspil med målgrupperne og de lokale aktører, hvilket sikrer lokalt ejerskab, og at initiativerne giver mening for deltagerne.
• Bæredygtige tilbud skabes i partnerskab mellem flere parter, som kan understøtte hinanden i indsatsen.
Nedenfor beskrives tilgangen til arbejdet med visionen samt hvilke overordnede indsatsområder parterne vil arbejde med. Indsatsområderne er inddelt i to overordnede temaer tværgående forhold og rammevilkår samt målgrupper.

Til hver af de overordnede indsatsområder udarbejdes handleplaner. Handleplanerne vil have fokus på mere konkrete indsatser og veje til at flere får et aktivt liv og er en del af fællesskabet. For de forskellige tværgående forhold og rammevilkår og målgrupper udvælges hvilke konkrete indsatser, der sættes i gang, samt hvornår de igangsættes. Handleplanerne vil kunne justeres og ændres undervejs, efterhånden som erfaringer oparbejdes. En del af indsatserne vil være videreførelse og udvikling af allerede eksisterende indsatser. Handleplanerne kan overlappe hinanden og er derfor ikke uafhængige, men spiller sammen og understøtter hinanden.

I figuren nedenfor er de valgte tværgående forhold og rammevilkår samt målgrupper præsenteret. De tværgående forhold og rammevilkår dækker over mere overordnede vilkår eller betingelser, som den enkelte borger, foreninger og andre fællesskaber eller kommunale institutioner ikke har direkte indflydelse på, men som har betydning for et fysisk aktivt liv og deltagelse i fælleskab.

For de fem udvalgte målgrupper arbejdes der både med initiativer og tilbud til bredere målgrupper samt mindre og specifikke målgrupper. Figuren viser ligeledes, at alle tværgående forhold spiller ind i forhold til alle målgrupper.

Tværgående forhold og rammevilkår samt udvalgte målgrupper

  • Alle borgere i Vejle Kommune
    • Teenagere og unge
    • Børnefamilier
    • Borgere på 60 år og derover
    • Borgere med fysisk/psykisk funktionsnedsættelse 
    • Nytilflyttere

Blandt alle målgrupperne har vi fokus på:

  • Foreningsliv, selvorganiserede fællesskaber og frivillighed
  • Brobygning og partnerskaber
  • Kommunale institutioner
  • Lokalområder og bydele
  • Rum og rammer

5.1 Tværgående forhold og rammevilkår

Borgernes muligheder for at have et fysisk aktivt liv og være en del af fællesskabet er påvirket af en række forhold og vilkår, som går på tværs af kommunen. Nedenfor er beskrevet de fem overordnede indsatsområder, som parterne i aftaleperioden bl.a. vil arbejde med.

Foreningsliv, selvorganiserede fællesskaber og frivillige

Foreninger og frivillige er drivkræfter i forhold til at tilbyde aktiviteter og fællesskaber for borgerne i Vejle Kommune. Det er derfor vigtigt, at foreninger og frivillige inddrages og støttes i arbejdet med at bevæge borgere mod det, der bevæger dem.

Mange foreninger oplever vanskeligheder ved at mobilisere og motivere frivillige ledere og instruktører. For at understøtte foreningerne vil der være et særskilt fokus på at hjælpe foreningerne med at understøtte, mobilisere og kompetenceudvikle frivillige ledere og instruktører.

Hertil hører, at idrættens organisationer støtter og udvikler medlemsforeningerne i forhold til at fastholde medlemmer samt tilpasse initiativer og aktiviteter til nye målgrupper. I den forbindelse har DIF og DGI blandt andet udviklet koncepter inden for en række idrætsgrene og for tværgående indsatser, som kan støtte foreningerne.

I løbet af visionsperioden vil der ud over de organiserede foreninger også blive fokuseret på dem, der bevæger sig i selvorganiserede fællesskaber. Hensigten er at understøtte og aktivere det iboende potentiale i selvorganiserede fællesskaber og bruge det som løftestang til sundhed og bevægelse – både på gaden, i naturen og lokalområdet m.m.

Der kan arbejdes med:

  • Inddrage, understøtte og inspirere foreninger, frivillige og andre aktører. Herunder et særskilt fokus på at understøtte foreninger med at mobilisere og kompetenceløfte frivillige.
  • Skabe kendskab til og øget synlighed på foreningers og selvorganiserede fællesskabers aktiviteter, tiltag og initiativer.
  • Understøttese af foreninger, frivillige, selvorganiserede fællesskaber med flere, som vil arbejde målrettet for at igangsætte initiativer, der aktiverer inaktive borgere og får flere til at være en del af fællesskaber.
  • Fokus på synlige og overskuelige tilskud og puljer herunder samarbejde med de enkelte puljeområder

Brobygning og partnerskaber

Der er borgere, der har sværere end andre ved at få bevægelse og fællesskab til at blive en del af livet. Grundene kan være mange, men gevinsten er stor, når det lykkes. Det kan være højere livskvalitet og trivsel, bedre livsmestring og reducering af offentlige udgifter. Det er derfor relevant at have et særskilt fokus på at skabe en nem og kort vej mellem borger og forening/fællesskab, og på de foreninger og fællesskaber, der vil arbejde for at gøre det attraktivt og muligt for disse borgere at blive en del af foreningslivet og fællesskabet.

Partnerskaber mellem eksempelvis kommune og forening/fællesskab er en vej, som visionsarbejdet kan bygge på de steder, hvor det giver mening. Det vil bero på en konkret samarbejdsaftale, hvor alle parter kan se en gevinst ved at indgå i partnerskabet.

Der kan arbejdes med:

  • At integrere borgere med særlige behov i rummelige fællesskaber og foreninger og undersøge muligheder for at integrere den almene befolkning i foreninger og fællesskaber for borgere med særlig behov enten som deltagere eller frivillige.
  • Undersøge muligheden for at etablere en digital platform til navigation og overblik over forskellige forenings- og fællesskabsaktiviteter.
  • Arbejde med at understøtte foreninger og fællesskaber i at inkludere en endnu bredere vifte af borgere – blandt andet borgere der har været i et kommunalt forløb. Det kan eksempelvis være i samarbejde med initiativet motion og fælleskab på recept, der er et projekt, der udvikler partnerskaber mellem foreninger, kommune og jobcentre.

Kommunale institutioner

På institutioner i Vejle Kommune er bevægelse allerede en integreret del af arbejdet. I Vejle Kommune er ansvaret for dagtilbuds- og skoleområdet placeret decentralt, hvilket vil sige at arbejdet med bevægelse og fællesskab er defineret af den enkelte dagtilbuds- eller skoleleder.

Dagtilbud, skoler, SFO’er og klubtilbud kan i visionsperioden tilbydes støtte i arbejdet med etablering af aktive bevægelses- og fællesskabskulturer og generel fokus på bevægelse og stimulering af børnenes motorik. Herunder hører også at støtte skoler og foreninger i arbejdet med den åbne skole.

Ligeledes kan andre kommunale institutioner som plejecentre og bosteder inspireres og støttes i at tænke mere bevægelse og fællesskab ind i hverdagen.

Der kan arbejdes med:

  • At styrke den åbne skole og samarbejdet mellem skole og de lokale foreninger, fx gennem hjælp til etablering af samarbejder og praktiske udfordringer.
  • Støtte skoler og daginstitutioner i arbejdet med bevægelse. I arbejdet kan eksempelvis fokuseres på mere fysisk aktivitet i løbet af dagen og mindre stillesiddende tid og/eller udformning af regler og normer, der kan støtte fysisk udfoldelse hos børnene.
  • Inspiration til og understøttelse af bevægelse og fællesskab i kommunale institutioner som plejecentre og bosteder.

Lokalområder og bydele

I aftaleperioden forventes en årlig bruttotilflytning på cirka 7.000 borgere i Vejle Kommune. Størstedelen til Vejle by, hvor arbejdspladser og bosætning er koncentreret. Derudover forventes der høj vækst i særligt Børkop, Brejning og Skibet, mens der i de mindre lokalområder forventes lavere vækst. Parallelt med denne udvikling sker ændringer i befolkningssammensætningen. Gennemsnitsalderen i Danmark stiger, hvilket er tydeligst i landdistrikterne, hvor de unge flytter fra.

Det er derfor relevant at have fokus på samarbejde med de lokale borgere og aktører om udvikling af initiativer og aktiviteter i lokalområderne som kan bidrage til, at distrikterne er attraktive steder at bo og leve.

Byerne udvikler sig, og der stilles nye krav til, hvad vi møder i bybilledet og i boligområderne. Her er det relevant, at der er mulighed for at idræt, fritidsaktiviteter og fællesskab. Det er med til at sikre lokal sammenhængskraft og en attraktiv by- og lokalsamfundsudvikling. Vejle by er opdelt i forskellige bydele, herunder boligsociale områder og nye bydele, som det kan være relevant at have fokus på. Særligt bydele som Fjordbyen og Rosborg er i vækst og under udvikling.

Der kan arbejdes med:

  • At engagere og skabe netværk på tværs af lokale borgergrupper, idrætsforeninger, skoler og lokalråd med henblik på at udvikle initiativer og aktiviteter i områderne, der passer til den lokale kontekst.
  • Undersøge mulighederne for at lave aktiviteter, der passer ind og matcher behovene i de forskellige bydele i Vejle. Eksempelvis i og omkring de boligsociale områder i samarbejde med DIF Get2sport og Aktiv Fritid.

Rum og rammer

I løbet af visionsperioden vil der blive arbejdet med de overordnede rum og rammer for fysisk aktivitet og bevægelse i kommunen. Erfaringer fra andre visionskommuner viser, at det er vigtig med en proaktiv tilgang til udnyttelse og tilgængelighed af rum og rammer, som kan rumme de nødvendige tilbud.

Hvor faciliteter spiller en afgørende rolle for især børns idrætsdeltagelse, dyrker et flertal af voksne danskere motion uden at gøre brug af traditionelle idrætsfaciliteter. Aktiviteter foregår i dag i stor stil udendørs på veje og i naturen. I Vejle Kommune findes både skov, bakker, vand og mange stisystemer. Naturen vil derfor være en central arena at fokusere på i visionsarbejdet.

Visionsaftalen vil lægge sig op ad og arbejde i forlængelse af den overordnede kommuneplan, natur- og friluftsstrategi samt øvrige relevante strategier, analyser og fokusområder, der allerede er til stede i Vejle Kommune.


Der kan arbejdes med:

  • At arbejde med et strategisk grundlag for facilitetsudvikling, der blandt andet forholder sig til udvikling i idrætsvaner, udnyttelse og tilgængelighed af rum og rammer og naturen som arena.
  • Arbejde med at udnytte naturen til bevægelse og fællesskab både for voksne og børn.

 

5.2 Målgrupper

Visionsaftalen er rettet mod alle borgere i Vejle Kommune, men fem målgrupper ønsker parterne at fokusere særskilt på. Målgrupperne er udvalgt på baggrund af, at de alle har potentiale for at bevæge sig mere og indgå mere i fællesskaber.

I arbejdet med de forskellige målgrupper vil der være nogle overordnede tilgange, som er gennemgående.

Eksempler på disse er:

  • Fokus på at tilbud er nemme at deltage i for alle.
  • Fokus på at borgere bliver en del af allerede eksisterende fællesskaber, foreninger og mødesteder, og hvor bevægelse og fysisk aktivitet også tænkes ind.
  • Fokus på, hvordan borgere der er i kommunale tilbud kan videreføre deres aktivitet og fællesskab i en anden kontekst.

Generelt bliver opgaven at gøre de mange igangværende tilbud synlige og efterspurgte, samt have fokus på områder, hvor der mangler tilbud.

Teenagere og unge

Der ses en tendens til, at en del unge fravælger motion og foreningsidræt i teenageårene (IDAN, 2016). Fastholdelse er derfor relevant at arbejde med for denne målgruppe. Derudover er fokus på deltagelse i fællesskaber vigtigt.

Der kan arbejdes med:

  • Fokus på at teenagere og unge ikke går fra foreningsidræt til inaktivitet, men forbliver i et fællesskab og/eller et bevægelsesmiljø, hvad enten det er i selvorganiseret idræt eller i et aktivt bevægelsesmiljø på ungdomsuddannelsen. Her kan det undersøges, om der kan laves samarbejde med ungdomsuddannelser og/eller erhvervsskoler.
  • Arbejde med at tilpasse foreningstilbud. Det kan være i form af at ændre på foreningsstrukturerne (krav, tid og pris) samt tænke mere i aktiviteter for sjov. Idrættens organisationer har oparbejdet indsigter og anbefalinger til arbejdet med unges foreningsdeltagelse og kan støtte foreningerne i udvikling af tiltag tilpasset målgruppen.
  • Undersøge mulighederne for at lave indsatser, der fremmer trivsel og meningsgivende fællesskab blandt unge, via motion og bevægelse.

Børnefamilier

Der ses en tendens til, at den aldersgruppe der typisk stifter familie stopper med at deltage i motions- og bevægelsesaktiviteter. Dertil er børns idrætsvaner i høj grad påvirket af forældrenes idrætsvaner (IDAN, 2016). Der vil derfor være potentiale for, at indsatser målrettet voksne også får positiv effekt på børnene.

Der kan arbejdes med:

  • Arbejde med at møde børnefamilierne der, hvor der er mulighed for at få bevægelse og/eller fællesskab gjort til en del af hverdagen. Eksempelvis aktiviteter hvor forældrene kan være aktive sammen med deres børn eller på samme tid som deres børn.
  • Fokus på gøre det let tilgængeligt at komme i gang efter en periode væk fra idræt, samt lave tilbud der er tilpasse forskellige familieformer.

Borgere på 60 år og derover

I Vejle Kommune er andelen af borgere på 60 år og derover stigende. I år 2018 var 24 procent 60 år og derover svarende til cirka 27.900 borgere og frem til aftaleperiodens udløb forventes gruppen at stige til 26 procent svarende til cirka 31.300 borgere. Det er en stor og meget forskelligartet gruppe, og der kan være store forskelle på den enkeltes livssituation.

Der kan arbejdes med:

  • Bevægelsesaktiviteter for borgere på 60 år og derudover i samarbejde med foreningslivet, organisationer, og andre relevante aktører. Aktiviteter kan både være rettet mod borgere, der søger tilbage til idrætslivet og for borgere, der ikke før har dyrket idræt.
  • DIF og DGI har indgået partnerskab med Ældre Sagen med henblik på, at flere i denne målgruppe bevæger sig og dyrker regelmæssigt motion, her kan søges inspiration og samarbejde. 

Borgere med fysisk/psykisk funktionsnedsættelse eller sindslidelse

En indsats for borgere, der har en funktionsnedsættelse eller en sindslidelse, kan gøre en stor forskel for den enkelte, være med til at øge livskvaliteten og give mod på både et aktivt liv og deltagelse i fælleskaber. Vejle Kommune har allerede mange initiativer i gang for disse målgrupper. I 2017 blev Parasportsrådet nedsat, der arbejder for at forbedre vilkårene for parasport i Vejle Kommune ved at skabe større fokus på inklusion mellem almenidrætten og parasporten.

Der kan arbejdes med:

  • Bevægelsesaktiviteter for målgruppen af borgere med fysisk/psykisk funktionsnedsættelse eller sindslidelse i samarbejde med Parasportsrådet, foreningslivet, sociale organisationer, kommunale forvaltninger og andre relevante aktører.
  • Samarbejde mellem Bevæg dig for livet, Parasport og Idræt for sindet.

Nytilflyttere

Vejle Kommune oplever en stor tilflytning af borgere til kommunen. Der vil være fokus på at lave målrettede tilbud og informationer til alle grupper af nytilflyttere. Det vil derfor være relevant at undersøge, hvordan information om aktiviteter, foreninger, frivillighed og fællesskaber kan formidles til borgere, der flytter til kommunen. Det kan eksempelvis være i form af digitale løsninger, der gør aktivitets- og fællesskabstilbud synlige.


Der kan arbejdes med:

  • Formidle information om aktiviteter, foreninger og fællesskaber til borgere, der flytter til Vejle Kommune og sikre, at de bliver taget godt imod i foreningerne

 

6. Økonomi og ressourcer

DIF og DGI tilfører 250.000 kr. årligt til visionsarbejdet, Vejle Kommune tilfører yderligere midler til at der kan ansættes en konsulent, der skal arbejde med visionsaftalen i de fem år, den løber. Vejle Kommune er ansættelsesmyndighed og aflønner konsulenten. Konsulenten refererer til udviklingschefen i Kultur og Fritid i Vejle Kommune.

Det er en forudsætning for at understøtte indsatser og mål, der sættes i gang, at de nødvendige økonomiske og personalemæssige ressourcer prioriteres. I handleplanerne bliver beskrevet, hvordan de forskellige parter bidrager med ressourcer. Dette gælder såvel DIF og DGI, de forskellige kommunale forvaltninger samt eksterne parter.

Som visionskommune vil Vejle Kommune have fokus på at udvikle og arbejde med bevægelse og fællesskaber inden for eksisterende økonomi og ressourcer. På flere forvaltningsrområder er der puljer, som der kan søges ind i og som kan sættes i spil.

For at understøtte, at der er kort vej fra idé til handling, er det fordelagtigt hvis der afsættes frie midler, der nemt kan bringes i spil i forhold til at understøtte initiativer.

DIF og DGI understøtter aftalen med DIF´s og DGI´s koncepter og produkter samt bevæg dig for livet fokusområder. Det betyder, at kommunen bliver tilbudt at deltage i eksisterende og kommende koncepter og produkter, hvoraf nogle er fuldt finansierede, mens andre kræver medfinansiering.

For at tilføre projektet yderligere midler vil der i løbet af visionsperioden kunne søges fondsmidler.

7. Organisering

Aftalen er overordnet organiseret i tre grupper: Den politiske styregruppe, den administrative styregruppe og en projektorganisation.

Organiseringen er dynamisk og kan i løbet af visionsperioden tilpasses opgaverne. Organiseringen vil blive evalueret efter et år.

Den politiske styregruppe

Den politiske styregruppe mødes én gang om året eller efter behov. På møderne informeres og drøftes status på arbejdet med visionen samt eventuelt behov for yderligere politisk involvering.

  • Vejle Kommune
    • Borgmesteren
    • Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget
    • Formanden Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
    • Formanden for Børne- og Familieudvalget
    • Repræsentant fra Teknisk Udvalg
    • Repræsentant fra Udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.
    • Direktøren for Kultur og Fritid
    • Sundhedschefen
  • DIF
    • Næstformanden
  • DGI
    • Formanden
  • DGI Sydøstjylland
    • Formanden
    • Direktøren
  • Den kommunale enhed for DIF og DGI
    • Leder af den kommunale enhed for DIF og DGI
  • Vejle Kommune, DIF og DGI
    • Konsulenten

Den administrative styregruppe

Den administrative styregruppe mødes løbende efter behov. Styregruppen godkender handleplaner og sikrer fremdrift af de tiltag, der indgår som en del af visionsarbejdet. Gruppen er dynamisk sammensat.

  • Vejle Kommune
    • Ledelsesrepræsentant fra Børn og Unge
    • Ledelsesrepræsentant fra Teknik og Miljø​
  • DGI Sydøstjylland
    • Direktøren
  • Den kommunale enhed for DIF og DGI​
    • • Leder af den kommunale enhed for DIF og DGI​
  • Vejle Idrætsråd
    • Formanden
  • Folkeoplysningsudvalget
    • Formanden
  • Vejle Kommune, DGI og DIF​
    • Konsulenten

Projektorganisation

Projektorganisationen har ansvaret for udarbejdelsen af handleplanerne, og at de konkrete initiativer bliver søsat. Afhængigt af den enkelte indsats, deltager relevante personer i den enkelte projektgruppe. Der vil derfor i løbet af visionsperioden være flere projektgrupper i gang sideløbende. Dertil vil der være mulighed for, at tiltag og initiativer opstår og lever uden, at det er en del af den formelle organisation.​

 

8. Kommunikation

Vejle Kommune er som visionskommune med til at markedsføre den fælles vision - Bevæg dig for livet, og sætter fokus på, at vi er Bevæg dig for livet - visionskommune ved brug af Bevæg dig for livet-mærke på egen kommunikation om Bevæg dig for livet og dertil relaterede aktiviteter via kommunens digitale kanaler, som web og sociale medier samt på trykte materialer.

Vejle Kommunes hjemmeside

  • Landingsside for Bevæg dig for livet. Her nævnes hovedsponsor med navn, men uden logo.
  • Spot med link til landingsside på relevante sider (periodevis).

Møder, konferencer, events, arrangementer og andet

  • Når Vejle Kommune er afsender sættes Bevæg dig for livet-mærket på materialer jf. kommunens og Bevæg dig for livets designguides.
  • Når Vejle Kommune er medafsender benyttes designskabelon fra Bevæg dig for livet eventuelt og DIF DGI, TrygFonden og Nordea-fondens logo bruges jf. kommunens og Bevæg dig for livets designguides.
  • De lokale idrætsforeninger kan bruge Bevæg dig for livet-mærket ved arrangementer og aktiviteter relateret til Bevæg dig for livet-samarbejdet
    DIF, DGI og Vejle Kommune er enige om at omtale relevante historier og aktiviteter på egne kanaler, primært sociale medier, med henblik på at løfte deltagerantallet i de forskellige aktiviteter.

Større udmeldinger og strategiske historier

  • Aftales mellem DIF, DGI og Vejle Kommune og der vil være minimum to arbejdsdage til input og godkendelse fra alle parter.
  • Konsulenten har ansvaret for kommunikationen og koordinering mellem parterne og udarbejder første udkast til pressemeddelelser.
    Mindre lokale historier
  • Håndteres primært i lokalforeningsregi og kræver ikke forhåndsorientering af Vejle Kommune, DIF eller DGI.

 

Sidst opdateret: