Er du bilist med invalideskilt, giver skiltet dig fortrinsret til særligt afmærkede pladser. Her kan du læse mere om reglerne, og se hvor du søger om invalideskilt og andre særlige tilladelser.
Hvordan må jeg parkere når jeg har invalideskilt?
Parkeringsreglerne gælder for parkering på offentlig vej/område. På private områder, hvor det er private firmaer, der står for kontrollen, skal man altid følge de regler, de har opsat på deres skilte.
- Ved skiltning, hvor alene af- og pålæsning er tilladt, må du holde parkeret i op til 15 minutter.
- På steder med parkeringsforbud, samt gågader hvor ærindekørsel er tilladt, må du også parkere i op til 15 minutter. Du må dog ikke overtræde standsningsforbud.
- Hvor 15 eller 30 minutters parkering er tilladt, må du holde parkeret indtil 1 time.
- Hvor 1, 2 eller 3 timers parkering er tilladt, må du parkere tidsubegrænset. Hvis der er påtegnet en tidsbegrænsning på skiltet med handicapsymbolet, skal du dog følge den og huske at indstille parkeringsskiven.
- Hvor der generelt er betalingsparkering, kan du parkere gratis.
Hvordan bliver mit køretøj scannet i p-husene, hvis jeg har invalideskilt?
Nummerpladescannerne i p-husene og på Abelones Plads, tager ikke højde for at du har invalideskilt. Det skal registreres i systemet først, og det hjælper vi dig gerne med. Indsend dine oplysninger via nedenstående blanket, så registrerer vi dit køretøj i systemet.
Du er altid velkommen til at sende en forespørgsel på flg. e-mail til vejmyndighed@vejle.dk. Så vil vi hjælpe dig med, hvilke muligheder der er for at afmærke en handicap p-plads på offentligt vejareal.