Mål- og indholdsbeskrivelse for SFO i Vejle Kommune er et fælles fundament og danner ramme for skolernes egne mål- og indholdsbeskrivelser. Mål og indhold er beskrevet i en række fokusområder, som skitserer de fælles værdier og mål for skole- fritidspædagogikken i Vejle Kommune. De enkelte skoler udarbejder lokale mål- og indholdsbeskrivelser, hvor de uddyber fokusområderne med konkrete handleanvisninger, så det er tydeligt, hvad man kan forvente af SFO-tilbuddet på den enkelte skole.

Mål og indholdsbeskrivelse for SFO i Vejle Kommune

  • Samarbejde med forældre

    I Vejle Kommune prioriterer skolens lærere og skolepædagoger i fællesskab et tæt samarbejde med hjemmet samt videndeling mellem undervisning og fritid. Skolepædagogernes forældresamarbejde er kendetegnet ved de uformelle samtaler i forbindelse med, at forældre henter og bringer deres børn. Dette samarbejde supplerer det mere formelle skole-hjem-samarbejde, som bl.a. består af forældremøder og individuelle skole-hjem-samtaler.

  • Den pædagogiske praksis

    SFO´ens skolepædagoger kan deltage i skoledagen på alle klassetrin. Der er mange års tradition for at SFO pædagogerne deltager i indskolingen. Pædagogerne kan varetage understøttende undervisningsopgaver på alle klassetrin. Aktiviteter som pædagogerne sætter i gang i skoletiden vil understøtte læringsaktiviteterne i den almindelige undervisning. Pædagogens deltagelse i skoledagen sikrer en sammenhæng mellem  skole og SFO-tid. Barnet vil opleve skoledagen som mere sammenhængende.

    Alle børn har ret til at deltage i inkluderende fællesskaber, og den  pædagogiske praksis tager derfor afsæt i den enkeltes behov. Der er fokus på børnenes medindflydelse, hvor balancen mellem voksenstyret og børnenes selvvalg danner grundlag for de aktiviteter der  foregår i SFO´erne. I hverdagen er der fokus på krop, bevægelse og sundhed, og derfor samarbejder SFO´erne med både idrætsforeninger og andre samarbejdspartnere i forhold til disse områder.

    En skole i Vejle Kommune består af en undervisningsdel og en fritidsdel (SFO/skolefritidsordning),  som samarbejder om børnenes læring og udvikling. I SFO´en skaber pædagogisk uddannet personale rammer for børnenes fritidsaktiviteter, fællesskab, leg og læring. Børns fritid har stor betydning for deres trivsel, dannelse, udvikling og læring. De fleste børn tilbringer en stor del af deres fritid i folkeskolernes SFO, og i Vejle Kommune lægger vi derfor vægt på at give børnene et godt og indholdsrigt tilbud. Det indebærer, at vi forholder os til den pædagogiske kontekst, som børnene er i, samt sætter mål for vores arbejde med børnene. Dette gør vi i kommunens mål- og indholdsbeskrivelse for SFO.

     

  • Lektiestøtte

    SFO´ens tilbud om lektiestøtte og faglig fordybelse fremgår af den enkelte skoles Mål- og indholdsbeskrivelse for SFO, med udgangspunkt i skolens principper herfor.

  • Organisering af SFO 1 og SFO 2

    I Vejle Kommune har vi SFO1 og SFO2

    • SFO 1 er et tilbud for børn på 0.-3. klassetrin på alle folkeskoler.
    • De fleste skoler har tillige et tilbud om SFO 2 til børn på 4.-6. klassetrin.

    Med reference til skolelederen varetages SFO´ens opgaver primært af pædagogisk personale, under ledelse af en ledende pædagog, daglig leder eller afdelingsleder.
    Ledelsen er i fællesskab forpligtet på at lede og udvikle skolens undervisnings- og fritidstilbud.
    Mål- og indholdsbeskrivelse for SFO i Vejle Kommune følger folkeskolelovens § 40 stk. 4 samt bekendtgørelse nr. 1927 af 10. december 2020 om krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for SFO.

  • Den gode overgang fra børnehave til skole

    Brobygning

    Pædagoger og lærere i skolen samarbejder med pædagogerne i dagtilbud, i form af samarbejdsaftaler, om det enkelte barns skolestart. Samarbejdet er formaliseret i Den gode overgang – fra børnehave til skole, der er principper for samarbejdet mellem dagtilbud, skole og forældre. Principperne for den gode overgang omfatter både værdier, perspektiver og kompetencer, der tager udgangspunkt i psykolog Inge Schou Larsens forskning på området. Til at understøtte samarbejdet, og videregivelse af information omkring børnene, anvendes „Hjernen og Hjertet“ som platform.

    Førskole

    Nogle skoler i Vejle Kommune tilbyder Førskole, der betyder, at barnet overgår fra daginstitution til skole før start i 0. klasse. Dette giver mulighed for, at det enkelte barn lærer regler og normer for adfærd i det nye miljø. Der er ligeledes indholdsmæssige koblingspunkter mellem det tidligere og det nye miljø i form af fælles temaer. Ifølge international forskning, er tryghedsskabende faktorer vigtige i den pædagogiske praksis, for at et barn kan føle sig kompetent i et nyt miljø, som en skolestart netop er.

    Tryghedsskabende faktorer kan være:

    • at de professionelle kender hinandens praksis
    • at barnet oplever genkendelighed
    • at læringsaktiviteter tilgodeser og udfordrer det enkelte barn
    • at forældre føler sig inddraget og får mulighed for at deltage i processen

    Overgangspædagogikken bygger derfor både på de  mest optimale rammer og  en forståelse af, hvad der  skaber tryghed, i forbindelse med  overgangen fra dagtilbud til skole.

  • SFO'ens 9 fokusområder med afsæt i Vejle Kommunes Børne- og Ungepolitik

    Identitet og Venskaber

    Social trivsel er for alle børn forbundet med at være tryg, anerkendt og  føle sig værdsat.  Venskaber er derfor vigtige for det enkelte barn. Børn  skal trives med deres  sociale roller og have  mulighed 
    for at udfolde nye sider af  sig selv i inkluderende 
    fællesskaber. Udviklingen  af et positivt selvbillede 
    er en vigtig forudsætning  for barnets trivsel, og herved styrkes elevernes  mod på og lyst til læring. 
    Barnets udvikling understøttes i mødet med nærværende voksne.

    Leg, læring og mestring

    Leg er børns måde at udtrykke og udvikle sig på, og legen har derfor stor  betydning for børns læring og oplevelse af at mestre  livet. I legens fantasifulde  og kreative udfoldelse  danner børn deres  identitet og udvikler  centrale færdigheder som sprog, empati, konfliktløsning,  samarbejde og ledelse. SFO´en tilrettelægger sine aktiviteter, så der er en  passende balance mellem voksenstyrede lege og aktiviteter og børnenes mulighed for selv at organisere lege og aktiviteter, således at børnene udvikler deres legekompetence.

    Krop, Bevægelse og Sundhed

    Sundhed og fysisk trivsel er en forudsætning for børns udvikling og læring.  Børn har behov for at  udvikle deres motorik og  opleve glæden ved fysisk  udfoldelse. Daglig motion  gennem leg udvikler børns styrke, smidighed og  udholdenhed. SFO´en har fokus på sunde kostvaner og en sund balance mellem aktivitet og afslapning.

    Demokrati og medbestemmelse

    Børn er centrale sparringsparter, når skolepædagoger udvikler og planlægger SFO´ens aktiviteter. Børnene øver sig i at indgå i dialoger,  lytte til andres synspunkter, acceptere  forskelligheder og tage medansvar for helheden i  ord og handling. Det udvikler deres forståelse af demokrati og evne til medbestemmelse. Skolen bevæger og bevæger sig,  når børnene involverer sig  gennem åbne dialoger,  undersøgelser og  afprøvninger.

    Kreativitet og innovation

    Oplevelsen af at skabe værdifulde løsninger  styrker det enkelte barns  evne til at løse  udfordringer i et globaliseret samfund. Den  innovative tilgang er derfor et naturligt element i skolens arbejdsmåde. Børn udvikler og styrker deres kreativitet gennem leg og gennem kreativt arbejde  med mange forskellige materialer, men også gennem fælles idégenerering omkring konkrete opgaver eller problemer. Børn udvikler innovative kompetencer, når de gennem deres kreative handlinger og løsninger får mulighed for at skabe værdi for sig selv og andre.

    Samfundet omkring skolen

    Skolen er en del af samfundet, både det lokale og det globale. Børn skal lære, at forstå sig selv og deres SFO som en del af et større samfund. Foreninger, institutioner og virksomheder i SFO´ens nærmiljø er naturlige samarbejdspartnere og udgør SFO´ens lokale netværk. Forældre kan ofte være indgangen til dette samarbejde.

    Mangfoldighed og inklusion

    Mødet med menneskers forskellige kulturer,  baggrunde og personlige forudsætninger er en del af børns hverdag. Derfor  skal børn lære, at der  findes forskellige måder at  forstå verden på. Alle børn har behov for at opleve  tillid, tryghed og trivsel, og de skal kende adfærds- og dialogformer, som understøtter social inklusion. Derfor udvikler og vedligeholder SFO´en  en kultur, der sikrer, at alle
    børn er en del af et  inkluderende fællesskab.

    Natur og science

    Natur og naturfænomener er et tema, som rummer rig mulighed for leg,  læring og udvikling. Læring foregår når som  helst og hvor som helst; på arbejdspladser i  naturen, i det virtuelle  læringsrum. Oplevelser i  og med naturen stimulerer sanserne, skaber glæde og trivsel, og danner samtidig
    et vigtigt grundlag for børns motivation og læring
    indenfor scienceområdet. I SFO´en er der derfor fokus på at give børnene  muligheder for at opleve
    og undersøge forskellige aspekter ved naturen alt efter hvilke muligheder,  der byder sig i skolens omgivelser.

    Digital teknologi

    Den digitale teknologi forandrer på mange måder vores dagligliv, og har fået stor betydning for børns identitetsdannelse, læring, fællesskaber og udvikling af sociale relationer. Børn og voksne anvender de digitale redskaber i leg og som praktiske hjælpemidler, og de spiller en central rolle i skolens undervisning. SFO´en har derfor en pædagogisk praksis, som på en kreativ, alsidig og afbalanceret måde medtænker den digitale dimension i fritidens forskellige aktiviteter.

Sidst opdateret: