Her kan du læse om at deltage i høringer og dine muligheder for at klage over en afgørelse, Vejle Kommune har truffet.

Hvad er en høring?

I en høring har du mulighed for at gøre opmærksom på dine synspunkter om en konkret høringssag. Høringen kan handle om en ny lokalplan, eller være en høring om et projekt i dit lokalområde, en ny seniorpolitik, ændringer af skoledistrikter eller noget helt andet.

Får mit høringssvar indflydelse?

Der kan være mange forskellige meninger om en konkret høringssag. Alle høringssvar vægtes fagligt og politisk. Det kan være at dit høringssvar giver anledning til ændringer i en konkret plan, men det kan også være, at der er andre hensyn - fagligt eller politisk - der vægter højere end dit synspunkt.

Hvad er en afgørelse?

Ifølge loven skal Vejle Kommune offentliggøre visse tilladelser og afslag. Det kan være f.eks. miljøgodkendelser og landzonetilladelser. Offentliggørelsen sker for at oplyse om, hvilken afgørelse vi har truffet og eventuelt give dig mulighed for at klage. 

I forbindelse med hver enkelt tilladelse finder du henvisning til en klagevejledning, så du kan se, hvordan du skal forholde dig, hvis du mener dig klageberettiget over en afgørelse, Vejle Kommune har truffet. 

Skriv i en god tone og undlad personlige oplysninger

Skriv dit høringssvar i en god tone. Vejle Kommune forbeholder sig ret til at fjerne upassende indhold. Med upassende indhold menes bl.a. krænkende udtalelser og udhængning af anden part.
Vi opfordrer derfor til, at du nøje overvejer hvilke personlige oplysninger, du skriver i dit høringssvar. Dit høringssvar må ikke indeholde følsomme persondata, f.eks. oplysninger om personers helbredsforhold, diagnoser, religiøse eller politiske overbevisning m.v.

Mere om at deltage i høringer

  • Sådan afgiver du høringssvar

    Vil du afgive høringssvar her på høringsportalen kræver det, at du logger ind med MitID.
    Start med at klikke på knappen ”Afgiv høringssvar” ved den enkelte høring og udfyld formularen. Vi foretrækker, at du bruger formularen til hele indlægget, men der er også mulighed for at sende et eller flere dokumenter med. 

    Hvis du ikke bruger MitID

    Hvis du er fritaget for at anvende MitID, kan du sende dit høringssvar på en almindelig mail, pr. brev eller aflevere det personligt.

    Når du svarer på en af de tre måder, skal du huske at angive, hvilken høring det drejer sig om. Du skal også angive dit navn og din adresse.

    Kontaktoplysningerne finder du på siden om den pågældende høring.

  • Bliver mit høringssvar synligt for andre?

    Ja, dit høringssvar (inklusive dokumenter) bliver synligt her på hjemmesiden kort tid efter du har afsendt det.

    Dit høringssvar kan have interesse for andre end dig. Når vi offentliggør høringssvar bliver det lettere for dig og andre interesserede at følge med i indkomne høringssvar tidligt i processen.

    Det betyder, at enhver kan se dit indlæg sammen med vejnavn, postnummer og by. Hvis du ikke ønsker at vi offentliggør oplysningerne på hjemmesiden kan du dog fravælge det i formularen.

    Derudover vil alle høringssvar inkl. dokumenter blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling af sagen.

  • Kræver dit svar, at du beskriver følsomme, personlige forhold?

    I nogle tilfælde vil høringssvaret ikke kunne offentliggøres. Det kan være fordi dit svar kræver, at du beskriver følsomme personlige forhold, f.eks. om helbred eller CPR.nr., som ikke må offentliggøres. 

    Når du sender dit høringssvar ind, skal du svare ja til, at dit høringssvar indeholder følsomme personoplysninger. Så bliver det ikke vist på hjemmesiden. 

    Du må også sende svaret via Digital Post eller brev. Dit svar vil ligeledes blive politisk behandlet, men ikke vist på hjemmesiden. 

    Kontaktoplysningerne finder du nederst på siden om den pågældende høring.

  • Kan jeg være anonym?

    Det er ikke muligt at afgive et anonymt høringssvar, men du kan vælge, at oplysningerne ikke skal vises på hjemmesiden. Har du navne- og adressebeskyttelse, fremgår dit navn og adresse aldrig på hjemmesiden.

    Virksomheder og foreninger er undtaget anonymitet på hjemmesiden.

  • Hvor længe er mit høringssvar synligt på vejle.dk?

    Vi opbevarer alle høringssvar så længe de har en betydning for sagens udfald. Nogle sager er omfattet af arkivloven og gemmes derfor i længere tid.

    Som hovedregel er dit høringssvar ikke synligt på Vejle.dk længere end… x måneder efter høringsfristens udløb.

    Indsigt i afsluttede høringer
    Ønsker du aktindsigt i tidligere afholdte høringer, er du velkommen til at kontakte Vejle Kommune, som vil være behjælpelig med at give dig adgang til sagen.

  • Privatlivspolitik

    Vejle Kommune er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger du sender til os.

    Læs mere om kommunens behandling af personoplysninger her. (link til siderne om databeskyttelse på vejle.dk)

Sidst opdateret: