Har du en idé, der kan gøre Egtved endnu bedre? Med Byvision Egtved har vi en fælles retning for byens udvikling – og DU kan være med til at gøre visionen til virkelighed!
"Ådalens hovedstad – byen der gror" er den fælles vision for alle, der ønsker at være med til at forme fremtidens Egtved. Byvisionen er skabt i tæt samarbejde mellem Egtveds borgere og Vejle Kommune.
Byvisionen giver en klar retning, som gør det nemmere at igangsætte projekter, realisere idéer og søge midler til nye initiativer. Vi ved, hvor vi vil hen, og kan bruge visionen som en rettesnor – uanset om det gælder små eller store projekter. Med opbakning fra både lokalsamfundet og kommunen har du et stærkt fundament for at skabe udvikling i Egtved.
500.000 kr. til lokale projekter – sidste frist for idéer: 31. marts
Vejle Byråd har afsat en pulje på 500.000 kr. i 2025 til at støtte projekter, der skaber værdi for Egtved. Har du en idé, der kan gøre en forskel? Så grib chancen!
Hvilke projekter kan få støtte?
Din idé skal understøtte et almennyttigt formål og fremme et af disse syv indsatsområder fra byvisionen:
1️⃣Ådalens Hovedstad – Bring ådalen og naturen ind i byen.
2️⃣Porten til ådalen – Skab aktiviteter og oplevelser i naturen.
3️⃣Byen der gror – Skab gode rammer for bosætning.
4️⃣Rig på historie og kultur – Styrk Egtveds kulturoplevelser.
5️⃣Her trives vi – Hyld hverdagen og fællesskabet.
6️⃣Handel og erhverv – Skab plads til initiativ og kreativitet.
7️⃣Nye idéer – Har du en ny og spændende idé, der fremmer byvisionen? Så byd ind!
Sådan deltager du:
Beskriv din idé med følgende oplysninger:
✅ Projektnavn
✅ Hvad går idéen ud på? (10-20 linjer)
✅ Hvilket indsatsområde i Byvisionen understøtter din idé?
✅ Budget (0-100.000 kr.)
✅ Hvem er tovholder?
✅ Hvornår og hvordan vil du/I realisere idéen?
Alle i Egtved kan stemme!
I maj kan byens borgere stemme på de indsendte idéer via et online afstemningslink. De projekter, der får flest stemmer, bliver sat i gang fra sommeren 2025 og skal være afsluttet inden udgangen af 2026.
Tag del i udviklingen – din idé kan gøre en forskel!